gjering omarbeidede Forslaget og søgte i forskjellige Henseender at rette paa dette (1847); det saaledes ændrede Forslag blev derpaa oversendt den svenske Regjering. Men længer kom det ikke. Man syntes det indrømmede Norge for meget, og det „stededes til Hvile uden Ceremoni“.
Oskar 1. opgav sin Fars paagaaende Politik og søgte at binde Rigerne sammen ad fredelige Veie.
I 1855 nedsattes to unionelle Komiteer, som udarbeidede Forslag til nye Love 1) om de to Rigers Handel om Skibsfart; 2) om Fuldbyrdelse i det ene RIge af Domme, som var afsagte i det andet. Rigsdagen fandt disse Love gavnlige for Sverige og vedtog dem. Storthinget fandt dem uheldige for Norge og forkastede dem (1857).
Over denne Storthingets Afgjørelse blev Svenskerne forbitrede. Andre Kranglerier („Sukkerkrigen“, den Vermlandske Flødningssag og den Ankerkse Affære) havde ægget Sindene op, og man begyndte at finde Norges Selvstændighed besværlig.
Den gamle storsvenske Misfornøielse med Unionen af 1815 fik under disse Omstændigheder Mod til at træde aabent frem. Grev Anckarsvärd’s Motion paa Rigsdagen i 1859 paastod Sveriges Overhøihed uden Sky, og Rigsakten forlangtes omgjort paa Grundlag af — Kielertraktaten.
Kort efter fattede det norske Storthing en Beslutning, som var grundet paa Principerne for den bestaaende Forening. De to Opfatninger tørnede da sammen i den skarpe unionelle Krise, som har faaet Navn af Statholderstiden.
