gav Stødet til Nedsættese af den 1ste Unionskomité, der sammentraadte i Stockholm Høsten 1839.
Denne Komite skulde ikke omarbeide Rigsakten, kun behandle de Punkter, som Storthingsadressen havde nævnt. Forslag om Rigsakts-Revision fremkom vistnok, nemlig i 1840, fra den norske Statsraadsafdeling i Stockholm; men Regjeringen i Kristiania modsatte sig dette. Rigsakten var i alt væsentligt som den skulde være. Det var netop det gode ved den, at den ikke gik i Enkeltheder; alene saaledes kunde den blive bestandig. Heri var ogsaa den svenske Regjering enig.
Men hvordan det er gaaet til eller ikke; i 1843 blev dette Standpunkt forladt. Begge Regjeringer skiftede Mening, og Komiteen fik Paalæg om — at revidere Rigsakten. Dog skulde Foreningens Principer holdes oppe.
Men Nordmændene af den gamle Skole vilde ikke vide af nogen Omarbeidelse af Rigsakten. Tre af Komiteens fire norske Medlemmer udtraadte, deriblandt P. Motzfeldt, der havde været Medlem baade af Rigsforsamlingen paa Eidsvold og af det overordentlige Storthing i 1814. De erstattedes af nye Mænd, som var mindre klare eller befæstede i det gamle Standpunkt.
Der udarbeidedes nu Forslag til ny Foreningsakt i 150 Paragrafer. Det var færdigt 4de Novbr. 1844 og udmærkede sig „ved den Fordomsfrihed og, man kunde gjerne sige, modige Retskaffenhed, hvormed Komiteens svenske Medlemmer anerkjendte Norges Ligeberettigelse med Sverige og fuldkommen sideordnede Stilling“ (B. Dunker). Men Fællesskabet blev udvidet i betydelig Grad (bl. a. foresloges fælles Udenrigsminister). Den norske Re-
