Sager behandledes; i særligt norske Sager skulde han ogsaa „kunde“ ytre sin Formening. Han fik ingen Del i Sagernes Forberedelse og intet Ansvar for deres Skjæbne.
Denne „Indrømmelse“ var af saa lidet Værd, at den nærmest var „skikket til at forøge Norges Utilfredshed med dette Anliggendes Behandlingsmaade.“[1] Den virkede ogsaa derefter. De kongelige Grundlovsforslag blev i 1836 „henlagte“ uden saa meget som Komitebehandlig. Derimod indgik Storthinget (efter at det var blevet opløst og strax igjen indkaldt) med en Adresse, hvori det paany fremholdt Vigtigheden af at faa de norske Udenrigssager skjøttede paa forsvarlig Maade.
Adressen, der var foreslaaet af Repræsentanterne fra Kristiania, nævnte ogsaa flere Ting, der vedkom Norges Stilling i Unionen. Betegnende nok for Retningen i den svenske Unionspolitik havde man f. Ex. anbragt det norske Rigsvaaben paa svenske Mynter og Embedssegl; Storthingets Anmodninger om Ret for norske Skibe at føre det norske Flag paa alle Farvande var blevet afviste med mere eller mindre begrundet Tale om Sjørøverstaterne, der skulde ville kræve urimelige Afgifter for Flagets Anerkjendelse; Kongen kaldte sig Konge af Sverige og Norge ogsaa i norske Dokumenter; saadant stemte ikke med Norges anerkjendte Selvstændighed og Ligeberettigelse, og
Storthinget ønskede Forandringer.[2] Denne Adresse
- ↑ Se B. Dunker: »Om Revision af Foreningsakten«, I, S. 8—9.
- ↑ Spørsgsmaalet om Kongens Titulatur ordnedes af Oskar I ved hans Tronbestigelse (1844). Ligesaa Spørgsmaalet om Rigsvaabenet. Endvidere fik Norge ligesom Sverige sig eget Orlogsflag. Men Glæden derover dæmpedes noget ved, at Orlogsflagets Unionsmærke trods Gl. § 111 ogsaa indsattes i Koffardiflaget (sml. Morgenladet for 13de Aug. 1844).
