Selvstændighedsfest gik saa vidt, at han i 1828 endog sammenkaldte Tropper, ja traf Anstalter til at lade svenske Soldater rykke mod Kristiania, om Nordmændene skulde gjøre Mine til at feire den. I 1829 kom „Torveslaget“, hvor der virkelig anvendtes Magt, skjønt det, der skulde gjælde for „Oprør“, var i særdeles Grad uskyldigt. Det skulde for Alvor indbankes i Nordmændene, at de havde „faaet“ sin Frihed af Svenskerne og Karl Johan. Men Nordmændene vilde ligesaa lidt nu som før godkjende denne Forvanskning af Historien.
Thinget i 1827 viste en saa tydelig Kulde overfor de kongelige Grundlovsforslag, at Karl Johan fandt det rettest at tage dem tilbage, hvorpaa han — fremsatte dem paany, til Behandling af Storthinget i 1830.
Men i 1827 dukkede det unionelle Spørgsmaal op fra en anden Kant. Spørgsmaalet om Ordningen af vort Udenrigsstyre kom paa Dagsordenen.
Efter den ældre Opfatning var de Kongen selv, som forestod den udenrigske Politik. Han lod Sagerne forberede paa den Maade, han selv fandt bedst; „man tænkte sig den Gang aldeles ikke, at der laa nogen stærk Vægt paa, hvem der var Kongens Veiledere og Raadgivere i de Ting“ (E. Stang i Storth. 21 Febr. 1891). Udenrigsministeren var nærmest at opfatte som hans Privatsekretær for disse Anliggender[1].
For Rigsforsamlingen saavelsom for Storthinget
- ↑ Sml. den svenske Regjeringsform § 11: »Diplomatiske Sager kan Kongen lade forberede og behandle paa den Maade, der synes ham bekvemmest«. Se ogsaa Rigsakten, ifølge hvis § 7 norske diplomatiske Sager oprindelig skulde foredrages for Interimsregjeringen af en kgl. Hoffunktionær (»Hofkansleren«).
