Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i 1814 havde det derfor staaet som mindre nødvendigt at give nærmere Forskrifter i Sagen. Dens praktiske Ordning vedkom nærmest Kongen. Storthinget havde ogsaa mere end nok med Ordningen af de indre Forhold i Landet. Man nøiede sig da med i Grundloven at fastslaa norsk Udenrigsstyre i sin Almindelighed. Kun med Hensyn til Behandlingen af hemmelige diplomatiske Sager blev der givet en særlig Bestemmelse (Mai-Grundl. § 33, strøget i den ændrede Grundlov; se herom Utheim: „Grundloven om Norges Udenrigsstyre“, S. 40—50).

Kongen fandt det nu foreløbig bedst at behandle Norges Udenrigssager sammen med de svenske, altsaa i det saakaldte „ministerielle „Raad“, der bestod af Udenrigsministeren og et andet svensk Statsraadsmedlem. Formelt kunde denne Ordning taales; den var jo „norsk“, al den Stund vor Udenrigspolitik lededes direkte af Norges Konge; men praktisk var den i høi Grad uheldig og ubetryggende. Ingen havde Ansvar for de norske Beslutninger; Protokollerne kunde aldrig forlanges fremlangte; de Oplysninger, Norges Regjering sad inde med, kunde ikke med fornøden Styrke eller til rette Tid gjøres gjældende. Hvor daarligt Norge i Virkeligheden var stillet skulde man nu faa Erfaring om — gjennen Bodøsagen.

————————

Nogle engelske handelsmænd, Everth & Co., havde i Ledtog med en Finlænder Gerss drevet Smuglertrafik oppe i Nordland. Ved Bodø havde Banden sin Hovedstation.

Overfor de norske Embedsmyndigheder optraadte den paa fulstændig lovløs Maade. Ved