lige Sag, hvis der ikke paa Forhaand var slaaet Allarm fra svensk Side.
Overfor Regjeringen som overfor Storthinget, vistes aabenbar Foragt. Det ene truende Reskript sendtes Storthinget efter det andet og offentliggjordes i svenske Aviser. Trykkefriheden søgtes indskrænket. De morsksindede Blade sattes under Tiltale Gang efter Gang. Enhver Anledning til Konflikt benyttedes med en Iver, der maatte synes paafallende. Stadig fik Nordmændene høre, at de havde „faaet“ Friheden ved Karl Johans og Sverige „Høimodighed“, og at de derfor ikke havde anden Ret end den, man fandt Grund til at unde dem. Udtalelser om, at „Kongen ikke kunde have noget imod, at Norge sattes tilbage til Kieler-Traktatens Standpunkt“, cirkulerede uden at blive modsagte. Saadan troløs og eggende Tale syntes alene at kunne have til HEnsigt at hidse Nordmændene til Handlinger, som kunde give Paaskud til Indblandning.
Ogsaa militær Demonstrationer benyttedes. Den 26 April skriver Motzfeldt: „Cirka 15000 Svensker have Ordre at være færdige at marschere efter 24 Timers Varsel — hvorhen — og i hvad Øiemed? ja derom melder Texten intet.“ Senere befalede Karl Johan, trods Pengenøden, og trods Regjeringens Modforestillinger, at der skulde afholdes en Øvelsesleir af 300 Norske og 3000 Svenske paa Strækningen mellem Kristiania og Moss. Denne Troppesamling kom istand (paa Etterstad), og et mærkeligt Tilfælde vilde, at de svenske Soldater havde faaet skarpe Patroner, medens de norske kun havde løse. Smatidig kom svenske Krigsskibe til Kristiania. En Note sendtes om til de fremmede Mager med voldsomme Beskyldninger mod Storthinget og Nordmændene. Statholderen fik en
