hemmelig Ordre om at sætte op en Liste over „de Desperate“ i THinget; „thi“, heder det, „dersom man nødes til at bruge Magten, saa bør Retfærdighedens Sværd ei ramme de uskyldige.“ — Der staar virkelig „Retfærdighedens Sværd“.
„Et Mørke hænger over alles Aasyn i denne Tid,“ skriver Motzfeldt, „og man ser paa Enhver Udtrykket af den mest spændte Forventing.“ Selv kan han „ei komme fra den Tanke, at der pønses paa at gjøre et Slag, et Greb i Konstitutionen“. Han ved ikke andet at trøste sig med, end „Vedkommendes“ (ɔ: Karl Johans) „Ustadighed og maaske Mangel paa Resolution til at udføre nogen decisiv Streg.“
Der var ikke saa meget Karl Johan, man mistænkte. Nordmændene kunde ikke for Alvor mistro sin Konge, og Karl Johans vindende, ligefremme Væsen saavelsom hans store Godgjørenhed bevirkede, at Folket holdt af ham, trods alt. Men man saa, at han var under en meget stærk storsvensk Indflydelse, og ingen kunde forudse, hvor langt han af denne kunde blive dreven.
Storthinget fastholdt i det væsentlige sit Standpunkt, men gav efter saavidt ske kunde uden at gaa Konstitutionen og Landets Ære for nær. Uveiret drev da efterhaanden over.
Men Planerne om Grundlovens Omstøbning holdt sig. Karl Johan begyndte nu med sin Forsøg paa at omgjøre Forfatningen ad lovlig Vei.
En lang Række Grundlovsforslag (hele 13) blev fremsatte. De fordrede for en stor Del de samme Forandringer, som Svenskerne forgjæves havde søgt gjennemførte i 1814. Nu mente man, at Storthinget skulde være føieligere. Man ((b1|reg|nede}}
