kunde faa Hjælp med Betalingen af sin Gjæld, hvis det vilde opgive Selvstændigheden[1].
Aaret 1821 var overhoved et kritisk Aar. Tilbudet om at afkjøbe Norge dets Selvstændighed vandt intet Gehør, og man greb da til Trusler. Stormagterne skulde ville skride ind. For at give diss Trusler Eftertryk forlangte Karl Johan midt under Pengenøden betydelige Beløb til Øgelse af Krigsmagten. Kunde Norge ikke tilveiebringe disse Beløb, — „nu, saa erstatte Storthinget Mangelen ved en oplyst Patriotisme, ved Enighed, Moderation og ved at slutte sig med Brodersind nærmere til Sverige, fra hvilket Norge i forekommende Tilfælde kan ene faa Hjælp til sit Forsvar.“
Foruden Gjældssagen forelaa i 1821 Adelsloven til Afgjørelse. Karl Johan likte ikke, at Storthinget vilde ophæve Adelen. Men dertil kom, at Loven nu skulde vedtages for 3die Gang; derved vilde den blive Lov uden Kongens Sanktion, og det likte han endnu mindre. Han gjorde en voldsom Modstand, og navlig skræmtes der med Stormagterne. „I Fortrolighed“ forevistes Papirer, der gav sig ud for at være Uddrag af fremmede Regjeringers Udtalelser; her betegnedes Thinget som revolutionært, „carbonarisk“, og Kongen tilraadedes at bruge Magt, fik endog Løfte om Hjælp til dette. Men Motzfeldt erklærer sig moralsk overbevist om, at „kun saare lidet, om noget, af alt dette er kommet fra de udenlandske Kabinetter“; alt tyder paa, at det „er fabrikeret for at hidsendes som en Fugleskræmme for Storthinget“. I ethvert Fald er det ikke sandsynligt, at Udlandet skulde havde
lagt saadan Vægt paa denne i sig selv ubetyde-
- ↑ Se »Breve og Optegnelser af P. Mortzfeldt« S. 217 og 262; sml. Karl Johans Reskript til Storthinget af 28de Juni 1821.
