I de første Frihedsaar var Norge i en næsten
fortvilet Pengenød. Det hele Finansvæsen var i
Forvirring og maatte ordnes fra nyt. Dette krævede
saa svære Ofre af det fattige Folk, at der
endog fleresteds opstod Uroligheder. Under disse
vanskelige Forhold kom saa Danmark med sine
Krav om, at Norge skulde betale sin Del af den
gamle dansk-norske Statsgjæld.
Karl Johan var bange for europæisk Indblanding overfor Sverige (det var den hellige Alliances Tid), og han hjalp derfor Norge med at trække Underhandlingerne i Langdrag. Ved Hjælp af Englands Mægling fik han ogsaa Gjældsbeløbet nedsat. Men undertiden var hans Optræden overfor Norge i høi Grad besynderlig.
Gamle Statsraad P. Motzfeldt fortæller fra 1819 og 1821, at Norges Konge haanede Norge for dets Armod. Og ikke det alene. Han lod Nordmænd høre, at naar Landet var saa armt, havde det heller ikke Raad til at være — selvstændigt.
Der synes virkelig at have været spekuleret i Norges økonomiske Nød. Der var i 1822 Spørgsmaal om, enten man skulde reise et Laan eller tage af Bankens Sølvbeholdning; det sidste vilde være meget farligt for Landets Pengevæsen og Kredit. Men Karl Johan ønskede dette. „Man bør se paa Opinionen,“ sagde han; „er den for, at Banken skal tages, saa bør man virke for, at det sker; hvir Storthinget vil rinere sig, saa lad det gjøre det; det blir dets Sag!“
Der blev ogsaa ligefrem slaaet paa, at Norge
stændig til at gjøre Statskup »i Spidsen for et Korps svenske Tropper«; Hofkansleren Wetterstedt var med paa dette. Et Brev af lignende Indhold skrev Platen noget efter til Wetterstedt. (Brevene er meddelte af den svenske Statsmand De Geer i hans Mindeskrift over Grev Platen.)
