April og 10de Mai s. A.; fremdeles, og paa en særdeles tydelig Maade, i Udenrigsministerens Skrivelse til de svenske Gesandter ved Wienerkongressen og de fremmede Hoffer (se „Morgenbladet“ 3die Januar 1893); senere i Breve fra Karl Johan og Udenrigsministeren i Anledning af Opgjøret med Danmark osv. osv.,; men paa den høitideligste og mest forbindende Maade blev Erkjendelsen afgiven i selve Foreningsakten, hvor Karl 13. sammen med Rigsdagen og Storthinget gjør vitterligt for alle, at Foreningen er tilveiebragt, „ei ved Vaaben, men ved fri Overbevisning“.
Forenings- eller „Rigs“-Akten blev vedtaget i 1815.
Grundlovens §§ 7 og 42 havde givet „næste Storthing“ Myndighed til at fastsætte nærmere Bestemmelser om de Forhold, der omtales i §§ 7, 39, 40 og 41 (Tronfølgervalg samt Interimsregjering). Herom skulde ifølge § 42, i Realiteten ogsaa efter § 7, gives Lov „bygget paa fuldkommen Lighed mellem begge Riger[1]
Storthinget i 1815 var saaledes ikke bemyndiget til at give andre Bestemmelser end dem, der indeholdes i Rigsagtens §§ 3 (Tronfølgervalg) samt 6 og 7 (Interimsregjering). Da den svenske Rigsdag ønskede en Lov, som indeholdt Foreningsvilkaarene
samlet, blev desuden i Rigsakten alle de
- ↑ Dette var ogsaa Forudsætningen fra svensk Side. Sveriges Konge siger i sin Proposition af 12te Aptil 1815 til Rigets Stænder, at ved FOreningen var „en fuldkommen Jevnlighed oprettet mellem Rigerne uden Hensyn til deres Folkemængde eller Landenes Produktion.« Rigsdagen svarede med at erklære »En fullkomlig jämlikhet bägge Rikena imellan kafta Riksens Ständer erkändt.« (Rydin, Föreningen, Billager S. 101-128).
