Grundlovsparagrafer indtagne, der efter svensk Opfatning i 1815 „vedkom begge Riger“[1], dog med Undtagelse af to, nemlig Grl. § 8, der blev ordnet ved særlig Lov, samt Grl. § 42, der var blevet fyldestgjort ved selv Istandbringelsen af Rigsakten.
Ifølge sin Tilblivelse er altsaa Rigsakten den fuldstændige, og altsaa eneste, Foreningskontrakt. Udenfor den findes ingen „Unionsvilkaar“. Den erklærer sig ogsaa selv at være fuldstændig. „Saa have vi“, heder det i dens Indledning, „ei troet at kunne paa en værdigere og høitideligere Maade for kommende Tider befæste Vilkaarene for den mellom Norge og Sverige trufne Forening“ „end ved at overnskomme om i en særskilt Rigs-Akt at indbefatte og indføre bemeldte Vilkaar aldeles saaledes, som de her nedenfor følge;“ d. e.: de Vilkaar, som er vedtagne for Foreningen, er i Rigsakten aldeles fuldstændigt og aldeles nøiagtigt indbefattede og indførte.
Blandt de saaledes indførte Foreningsvilkaar møder vi som No. 1: „Kongeriget Norge skal være et frit, selvstændigt ... Rige.“ Dertil slutter sig § 4, 1ste Passus, om den norske Konges Repræsentationsret overfor Udlandet. Som Ligeberettigelsen mellem Rigerne ifølge Grundlovens § 42 er Forudsætningen for den hele Kontrakt, saaledes finder vi i Kontraktens første Paragraf Selvstændigheden som øverste Unionsvilkaar.
Rigsaktens andre Bestemmelser samler sig om de to Punkter, hvorom der var besluttet at skulle være Fællesskab: Konge (§§ 2, 3, 6, 7, 8, 9, 10, 11) og Forsvar § 4, 2det Passus, og § 5). Vi
har da her i klare og tydelige Træk Foreningens
- ↑ Se de i Noten paa forrige Side citerede Dokumenter.
