Foreningens Betingelser („Vilkaar“) blev saaledes fastsatte:
Norge skulde være et frit og selvstændigt Rige, der havde Konge og Forsvar fælles med Sverige.
I alle egne Anliggender skulde det styre sig selv; i alle fælles Anliggender (Spørgsmaal vedkommende Konge og Forsvar) skulde det have lige Indflydelse med Sverige.
Dette blev ogsaa gjennemført med Hensyn til de udenrigske Forhold. Norge skulde have sit eget Udenrigsstyre (sml. Udredningen nedenfor under Afsnit III); men Udenrigssager, som angik begge Riger (ɔ: ligefrem vedkom det fælles Forsvar) skulde afgjøres i sammensat Statsraad efter Principet: lige Indflydelse eller „fuld Jevnlighed“ (Grundlovens § 26, 2det Afsnit og § 38). Om den foreløbige Ordning, hvorefter Kongen lod de norske Udenrigssager behandle sammen med de svenske, se nedenfor. —
Først da Grundloven var gjennemgaaet og Foreningsvilkaarene fastsatte, modtog Storthinget Kong Kristians Thronfrasigelse og valgte Karl 13. til „Norges konstitutionelle Konge“ (ɔ: Konge ikke efter Kielertraktaten, men i Kraft af den norske Konstitution.( Karl 13. modtog Kongeværdigheden paa disse Betingelser og aflagde Ed til Norges Grundlov.
Kielertraktatens Opgivelse og Foreningens Karakter af Frivillighed blev siden ved alle Leiligheder fra svensk Side erkjendt. Denne Erkjendelse kom til Orde, først i de svenske Kommissærers Indberetning til Karl 13. af 4de November, siden i Karl Johans og Karl 13.s Taler til Storthinget eller dets Deputationer, endvidere i den svenske Konges Proposition for Rigsdagen 12te
