Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/19

Det var paa dette Standpunkt, Storthinget stillede sig, og der blev det urokkelig staaende. I denne Henseende var alle enige, ogsaa de „unionsvenlige“. Det blev fra begge Sider med Styrke fremholdt, at hvis Foreningen ikke kunde vindes med Bibehold af Norges Ret og Ære som selvstændig Nation, saa vilde man heller vove alt, værge sit land til sidste Blodsdraabe. Man søgte til alle Sider at omgjærde og sikre dets Selvstændighed. Norge Ære og Frihed vilde ikke kunne ansees opretholdt, om vi skulde maatte „stole paa en anden Magts Ædelmod“ med Hensyn til vor Fremtid. Og trods de vanskelige Forhold undgik Storthinget endog Skinnet af at have bøiet sig for Magtens Tvang. Nationens Repræsentanter, som „hvade besluttet Foreningen“, burde „frit og værdigt bestemme Betingelserne for samme“ og ikke lade sig dem „foreskrive som af en seirende Erobrer“. Storthinget var sig sin Pligt bevidst og opfyldte den. Med den krigsvandte svenske Hær paa 3 Miles Afstand, med øvede Diplomaters Fælder og Snarer overalt paa sin Vei, med Europas Stormagter imod sig og ingen, ikke engang sin egen Konge, med sig, stod den høie Forsamling rolig og fast i Følelsen af sin Ret og gjennemførte Foreningen paa de af den selv bestemte Principer. Med Rette kunde Karl Johan i den kgl. Proposition for de svenske Stænder i 1815 holde følgende Lovtale over Thinget: „Norges Riges Repræsentanter viste sig lige værdige sin Bestemmelse og sine Medborgeres Tillid. Uden at rives med af Omstændighederne, bedømmende dem alene som en Indledning, ikke som en Betingelse for sin Beslutning, søgte Norges Storthing ... paa en Gang at varetage Folkets Frihed og Statens Anseelse, Medborgeres Rettigheder og Rigets Ære.“