det for ham gjaldt, og saa trøstede han sig med, at hvad man gav efter nu, — det kunde man tage igjen siden. „Uden Tvil,“ skrev han til Kommissærerne, „vil vore Efterkommere faa adskilligt at bestille med at gjennemføre den endelige Sammensmeltning af de to Nationer. men det kan være politisk klogt at overlade noget af Arbeidet til dem, saa deres Patriotisme blir ledet i lignende Retning som Engelskmændenes overfor Skotland.“ Denne Bagtanke om, at man ved at give efter for Nordmændene skulde opnaa netop „hvad man syntes at eftergive“, nemlig en Sammensmeltning af de to Folk til et, kom i det hele oftere frem (se f. Ex. Silfverstolpes Diktamen paa Rigsdagen i 1815).
Imidlertid benyttede Storthinget sig med Fasthed og Klogskab af Omstændighederne til at bringe Norges Frihed og Selvstændighed i Havn, og saa sint Karl Johan end ofte var, maatte han dog stundom rose Thinget for dets „Forsigtighed“. „Det var yderst omhyggeligt for paa det nøiagtiste at iagttage gjældende konstitutionelle Former, saa at det ikke lod sig komme til Last nogen Forføining eller nogen Forsømmelse, der under de nuværende Forhold kunde fortolkes som en Usikkerhed (tvekan) med Hensyn til Norges Egenskab af et selvstændigt Rige med egen, lovligt virkende Regjeringsmagt“ (Rydin). —
— Kun ugjerne gik Nordmændene ind paa Foreningen. Svenskerne var ikke blot det flere Gange stærkere Folk; men den Maade, hvorpaa de var gaaede frem for at faa Foreningen istand, var ikke egnet til at vække Tillid. Norge havde ogsaa Erfaringer fra den danske Union, som opfordrede til Forsigtighed; det norske Standpunkt maatte da af alle Grunde blive: ikke at afstaa mere til Foreningen end absolut nødvendigt.
