Dertil kom de politiske Forhold. Den 11te
Oktober skrev Karl Johan til Karl 13.: „Det er
os af Vigtighed at anvende alle Midler for ufortøvet
at afslutte Foreningen, saa at vi maatte findes
i Tid betryggede mod de Storme, som truer Europa.“
I et andet Brev fra denne Tid siger han: „I et
Øieblik, da alle Udsigter for vor Politik afhænger
af de store Magters Enighed eller Uenighed, er
intet vigtigere for os end at vise, at Foreningen er
kommen istand gjennem Nationens (ɔ: Norges) frie
Vilje.“
Han var bange for Wiener-Kongressen, der snart skulde træde sammen. Hvis nogen der gav sig til at ransage Kielertraktaten (og det var meget rimeligt), saa vilde det være bedst for Sverige, om det kunde møde op med Foreningen i fuldbragt Stand. Og Foreningen burde helst være slig, at Norge ikke fik Anledning til Misnøie. En Klage fra Norges Side vilde af Sveriges eller Karl Johans Uvenner let kunne blive brugt som Paaskud for Indblanding, og hvad Følgerne deraf kunde blive var umuligt at beregne. Legitimitetstanken (at kun de gamle Fyrstehuse havde Ret til at regjere) greb stærkt om sig ved Hofferne i denne Tid. Man likte ikke de nye Forhold, som Revolutionerne havde frembragt. Sæt at Wienerkongressen slog en Streg over alt, som var hændt i Sverige i 1809—10 og gjenindsatte Gustav 4. eller ialfald hans Søn, som enkelte af „Kongemagerne“ sagdes at interessere sig for? — Bedst altsaa at komme til Ro, og siden at holde sig saa stille som muligt.
Derfor drev han af al Magt paa, at man skulde skynde sig. Man fik opnaa hvad man kunde af Nordmændene, men Hovedsagen var: at det gik fort — og pent. De svenske Herrer likte ikke al denne Eftergivenhed. Men Karl Johan vidste, hvad
