Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/16

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


De svenske Kommissærer indfandt sig Dagen efter i Storthinget og holdt en — Takketale.

Unde de paafølgende Forhandlinger blev det svenske Forslag til ny Grundlov ikke lagt til Grund.

Storthinget holdt sig til Eidsvoldsgrundloven; den var Norges gjældende Konstitution, som nu blot „i Andledning af Foreningen“ skulde „nærmere bestemmes“.

Kommissærerne fandt sig i alt dette. Dermed var Kielertraktaten for anden Gang opgiven.

Ogsaa i de fleste enkelte Punkter blev de svenske Fordringer frafaldte. Foruden større Raadighed over Norges Krigsmagt havde man ogsaa ønsket Ret for Kongen til at uddele Adelsværdighed, til at udnævne Thingets Præsidenter, til at ansætte svenske Embedsmænd i Norge og omvendt, til at indlægge svenske Garnisoner i norske Fæstninger; endvidere vilde man have Rigsretten forandret og den konstitutionelle Ansvarlighed svækket o. m.; men det meste af dette blev allerede paa Forhaand opgivet.

Den Eftergivenhed, som fra svensk Side blev vist, havde dog intet med „Høimodighed“ at bestille.

Allerede den 7de Oktober havde Karl Johan i Brev til Kommissærerne sagt, at om man kunde skaffe ham 40,000 Mand og i det mindste 6 Millioner Rigsdaler, saa skulde han kunne tvinge Nordmændene til „ikke at gjøre Fordring paa andre Rettigheder end dem, som et erobret Land kan forlange“. Men disse Hjælpemidler kunde ikke skaffes. Statsraad Wirsén havde allerede erklæret, at med November Maaned var alle

Ressourcer forbi.[1]

  1. Rydin, Föreningen, Side 140, Note 1.