Sverige under en Konge skulde da ansees erkjendt af Norge som dets Pligt ifølge Kielertraktaten.
Men Storthinget tog ingen Notits af dette.
Kong Kristians Tronfrasigelse blev indtil videre ikke modtaget. Saalænge den ikke af Storthinget var formelig modtaget, var Kristian Fredrik fremdeles Norges Konge, og der var altsaa ikke Plads for Anerkjendelse af nogen ny Suveræn.
Kommissærerne belv af Storthinget betitlede „Hans svenske Majestæts Kommissærer“. Men for at det nu ikke skulde faa Udseende af, at den ændrede Grundlov blev til ved Forhandlinger med Sverige (hvorved den var bleven en Kontrakt, som Norge ikke havde havt Eneraadighed over), bestemtes det, at Storthinget ikke skulde forhandle med de svenske. Der nedsattes hertil en Komite, og den skulde hellerikke „forhandle“ med Kommissærerne, bare „modtage Oplysninger“ af dem. Saaledes havde Storthinget sikret sig til begge Sider med virkelig diplomatisk Kalrsyn og Kløgt.
En anden Komite nedsattes til Undersøgelse af Landets Hjælpemidler. Denne Komite kom efter en Tids Arbeide til det Resultat, at Landet i høi Grad trængte Ro.[1] Paa Grund af dette norske Hensyn vedtog da Storthinget, (20de Oktober), at Norge skulde forenes med Sverige under én Konge, — men „som et selvstændigt Rige“ og kun „under viss Betingelser“. Trods Svenskernes Forlangende om, at den nye Konge skulde vælges før Betingelserne blev fastsatte, besluttedes derhos, at Valg af Konge ikke skulde ske før man
var bleven enig om de fornødne Grundlovsforandringer.
- ↑ Landets Stilling var mislig, men ikke fortvilet: se f. Ex. Kapt. Motzfeldt: »Norge og Sverige i 1809 og 1814« med Bilage.
