Johan neppe ubetinget stole paa nu, efterat Gesandterne, deriblandt ogsaa den russiske, havde tilraadet ham at anerkjende Norges Forfatning.
Da var det, at han bestemte sig for at lade sit Ultimatum falde. Det gjaldt at komme til Forstaaelse med Nordmændene, medens Tiden var god. Og han tilbød Vaabenstilstand og Forhandling paa det samme Grundlag, han for 14 Dage side havde afvist: Norges Anerkjendelse som selvstændig Stat, — uden at nævne Kielertraktaten.
Han erklærede sig villig til at anerkjende den „lovstridige“ Grundlov og det „forbryderske“ Eidsvoldsverk. Der skulde kun foretages de „for Rigersnes Forening nødvendige“ Forandringer i Forfatningen, og selv dette kun i Samraad med Storthinget (der altsaa nu erkjendtes som lovlig Magt). Til Gjengjæld forlangtes kun, at Kong Kristian skulde frasige sig Tronen, samt at Fredriksstens Fæstning, skjønt ikke erobret, skulde aabnes for Svenskerne.
Kong Kristian gik ind paa dette, og saa kom Konventionen til Moss istand, 14de August 1814.
Hermed var Kielertraktaten fra svensk Side, retslig set, opgiven.
Det overordentlige Storthing sammentraadte den 7de Oktober 1814. Kong Kristian nedlagde Kronen og forlod Landet. Karl 13. sendte „Kommissærer“ til at underhandle med Storthinget om Norges Forening med Sverige.
Skjønt Kielertraktaten var opgiven, søgte man nu at bringe den til Gyldighed igjen. Kommissærerne havde i saa Maade strenge Paalæg. De skulde kræve Karl 13. strax anerkjendt og Foreningen uden Disput antagen. Foreningen med
