Efter 14 Dages Felttog havde han erobret
Østsiden af Glommen (som Kong Kristian havde
villet rømme frivilligt) samt Fredrikstad Fæstning
(som ogsaa egentlig var opgiven paa Forhaand, da
den ikke var holdbar). Men intet afgjørende Slag
var vundet, hverken til Sjøs eller til Lands; paa
sin høire Fløi havde han endog lidt Nederlag.
Fredrikssten Fæstning krævede en lang og regelmæssig
Beleiring, og selv om den blev erobret,
var endnu paa langt nær den Linje naaet, hvor
det norske Forsvar efter Krisplanen skulde begynde
at udfolde sin Kraft. „Han saa en lang
og alvorlig Krig for sig, som han tilmed ikke
kunde gjennemføre med egne Tropper“.
Thi hellerikke Sverig var forberedt paa Krig. Man havde ikke ventet nogen Modstand fra Norge. Og efter Krisen i 1809 og Kampen i 813—14 var Sveriges Tilstand alt andet end blomstrende. En virkelig Erobringskrig vilde, som Karl Johan selv udtalte, koste Sverige „flere Folk, end dette tyndt befolkede Land kunde taale“.[1]
Men de fremmede Hjelpetropper var endnu ikke paa Vei. Kanske vilde han tilsidst ikke faa dem.
Han vidste, hvordan Sagerne stod. De gamle legitime Fyrstehuse kunde ikke have nogen særlig Sympathi for en Opkomling og forhenværende Revolutionsmand, som han var. De havde indladt sig med ham, fordi de havde havt Brug for ham mod Napoleon; men eftersom Frygten for Napoleon svandt, blev Stemningen mere og mere kjølig overfor ham, medens der var en tydeligt stigende
Interesse for Danmark. Selv Rusland kunde Karl
- ↑ »Kampen om Norge« af C. Th. Sørensen. »Felttåget i Norge 1814« af den svenske Kapt. I. Mankell. »Norge og Sverige i 1809 og 1814« af Artillerikaptein A. Motzfeldt.
