(sidste Ord): enten fik Nordmændene gaa ind paa de fra svensk Side opstillede Betingelser, eller ogsaa skulde det norske „Oprør“ med Magt betvinges.
Men Gesandternes Optræden havde gjort ham urolig. Han vidste ikke længer, om han kunde stole paa de fremmede Magter, og rykkede mod Norge uden at afvente de russiske og preussiske Hjælpetropper.
Kong Kristian Fredrik var daarlig forberedt paa at føre Krig, og duede ikke til det heller. Han ledede Forsvaret paa en saa elendig Maade, at der endog opstod Mistanke om Forræderi.
Men under Oberst Krebs seirede Nordmændene ved Lier og Matran og under Hegermann ved Onstadsund, medens Fredriksstens Fæstning (ved Fredrikshald) blev glimrende forsvaret af General Ohme. De norske Vaabens Ære reddedes trods Kong Kristian. Iøvrigt var det Norges Lykke, at Krigen ogsaa fra svensk Side førtes svagt og uden Klem.
Karl Johan var som Hærfører forsigtig næsten til Ængstelighed. Han saa, at han ikke var stærk nok til at være sikker for Nederlag, og et tabt Slag turde han ikke risikere. Det vilde skade hans militære Ry og svække hans Anseelse baade i Sverige og i Europa. Han skjønte nu ogsaa selv, at han havde et Folk imod sig, og hvad en Folkereisning kunde have at betyde, det havde selve Keiser Napoleon faaet merke tilsidst. Karl Johan maatte ogsaa betænke, at naar han vilde blive Nordmændenes Konge, saa var det ikke klogt at egge dem altfor meget op imod sig.
