Kampen mod Napoleon var endt og den store
Keiser afsat. Karl Johan, som havde drømt om
at blive hans Eftermand, blev skuffet i dette sig
Haab og drog nordover igjen for at gjennemføre
Kielertraktaten. Den eneste af de forbundne Magter,
som viste nogen Interesse for ham, var Czaren.
Ved hans Indflydelse fik Karl Johan Løfte om
diplomatisk Hjælp fra Magternes Side; desuden
skulde han af Rusland og Preussen faa Soldater
og af England Penge og Krigsskibe fra Betvingelse
af Norge, saa fremt dette fremturede i sit
Frihedssind.
Paa den Maade mente Karl Johan, at det skulde gaa fort. „Jeg vil kunne raade over 10—20,000 Russere og 10—12,000 Preussere“, skrev han til General Essen[1]. „Jeg har bedet Keiser Alexander om at sende et Korps paa omtrent 5—6000 Mand fra Archangel til Trondhjem; naar Norge saaledes bliver angrebet paa tre eller flere Steder, er det rimeligt, at Kampen ikke bliver lang.“ En svensk Hær var allerede paa Vei for at „tage Norge i Besiddelse“. Men det gik ikke ganske som han tænkte.
Den diplomatiske Hjælp kom, — en Gesandt fra hver af de forbundne Magter. Men de viste sig langtfra saa ivrige som Karl Johan havde ønsket; det syntes sletikke at være dem om at gjøre, at Norge gik op i Sverige. Da de i Danmark fik bedre Rede paa den norske „Opstand“, end Karl Johan havde givet dem, stoppede de den svenske Hær for at forsøge en fredelig Overenskomst. De optraadte som Mæglere mellem Norge
og Karl Johan, idet de, som de sagde, regnede
- ↑ De i det følgende citerede Breve fra Karl Johan findes i Schinkel-Bergmans »Minnen« eller i »Bidrag til Norges og Sveriges Historie 1812-1816« ved Yngvar Nielsen.