paa den svenske Konges „Høimodighed“. Maaske vilde han være glad ved at kunne aabne sit Forhold til Norge med „en udmærket Velgjerning“.
Men der var fra svensk side ikke Tale om Høimodighed.
I Proklamationer af 10de og 17de Julde havde Karl 13. og Karl Johan atter og gjentagende fastholdt den svenske „Ret“ efter Kielertraktaten. Karl 13. kaldte sig allerede „Konge af Norge;“ Nordmændene var hans „vildledte Undersaatter“; de havde ingen Ret til Selvstændighed; den, de havde tiltaget sig, var „ubeføiet“; Rigsforsamlingen paa Eidsvold var „lovstridig“; alt, hvad den havde besluttet, var „ugyldigt“, og Karl 13, forbød udtrykkelig sine „norske Undersaatter“ at efterleve den. Hele den norske Reisning i 1814 var “Oprør“ og „Forbrydelse“. Af Frihed skulde Nordmændene ikke have andet end hvad Kongen af sin Godhed vilde tildele dem. Vilde de ikke bøie sig, saa kom nu Karl Johan med svenske og russiske Soldater for at tvinge dem til Lydighed.
Da nu Gesandterne kom og vilde stemme Karl Johan til Eftergivenhed, ja faa ham til at anerkjende den Grundlov, han selv kaldte lovstridig, blev han rasende. „Den svense Hær kunde ikke nøies med disse Betingelser; den forlangte ikke andet end at kjæmpe, saafremt Norge ikke vilde underkaste sig.“ Gesandterne søgte at overtale ham, fremholdt bl. a., at Krigen ogsaa vilde skade Sverige. „Det er det samme“, svarede han: „jeg skal hvert Aar tage en Landsby, en By, et Amt; jeg skal føre Krigen i to Aar, fire, ti, tyve Aar, hvis det kræves; lad gaa, om der falder 60,000 Svensker. Lad baade mig og min Søn Oskar falde, — Norge skal erobres.“ Han sendte Gesandterne tilbage til Norge med sit Ultimatum
