tørklæde, og da han tråk det op, fulgte nogle Kort med og faldt paa Kirkegulvet. Præsten tog sin Datter ved Haanden og skyndte sig hjem. Da Lieutenanten kom, bevidnede han ham, at efter Scandalen i Guds Huus kunde han ikke længer beholde ham hos sig, han maatte i denne Dag søge sig et andet Qvarteer. Lovise kunde ikke skjule sin Sorg, Faderen anede Forholdet og forbød Lieutenanten at betræde hans Huus.
Paa samme Tid var der i Zeist en Grevinde, Enke, der eiede Godser og var af Brødremenigheden. Hun fik Ordre af Forstanderen i Zeist at begive sig til Drammen og blev anbefalet til Hesselberg. Han modtog hende med Venlighed og Opmærksomhed, og hun fattede megen Godhed for hans Datter. Engang da Lovise besøgte Grevinden, traf hun Lieutenanten der; Grevinden var nu begges Veninde, og de samledes oftere, men da Præsten fik dette at vide, forbød han sin Datter at besøge Grevinden. Dette var et haardt Stød for dem begge, og Lieutenanten blev melancholsk. Grevinden sagde til ham: »Dersom De antager det Forslag, jeg vil gjøre Dem, da skal De ikke alene faae deres Kjereste at see hos mig, men endog faae Adgang som før i hendes Faders Huus. De giver mig Tilladelse at tilmelde Præsten, at De og jeg ere Forlovede, da vil han ingen Vanskeligheder gjøre, men lade Lovise komme til mig og modtage Dem i sit Huus.« »Dersom Lovise samtykker heri,« svarede Lieutenanten, »da modtager jeg med Taknemmelighed Deres ædelmodige Tilbud.« Grevinden meddeelte nu Planen til Lovise, der bifaldt den. Grevinden meldte nu Præsten, at hun var forlovet med Lieutenanten. Præsten svarede: »Var De min Datter, skulde det ikke skee, saalænge mine Øine vare aabne, men over Dem har jeg ingen Myndighed, og De er Deres egen Herre.« De Elskende saae hverandre nu næsten daglig og vare glade; men efter nogen Tids Forløb blev Lieutenanten tungsindigere end før. Han sagde til Grevinden: »Jo mere jeg lærer at kjende Lovise , jo høiere
