forbudt at see ham igjen. De bleve nu enige om at vente noget godt af Tiden, søge lidt efter lidt at vinde Faderens Yndest, saa at den engang vilde seire over Fordommen. Det lod ogsaa til, at det vilde lykkes dem; Præsten kunde ikke mere undvære Lieutenantens Selskab, og de Elskendes Haab voxede daglig, dog vovede Lieutenanten endnu ikke at udtale Ordet, der skulde afgjøre hans Skjebne.
En Ettermiddag kom tre af hans Kammerater op til ham paa hans Værelse; de beklagede sig over, at de aldrig saae ham, og spurgte ham, om han var bleven af de Hellige; de vilde have ham med sig til en Lysttour. Han sagde dem da oprigtig alting og bad dem ikke lægge Hindringer iveien for hans Lykke. De svarede: »Godt, vi ere dine Venner og ville bevise det ved at lade Dig være i Ro; men i Aften blive vi hos Dig og spille en Quadrille.« Lieutenanten sagde dem, at der var intet, Præsten havde større Afskye for end Kortspil. Her kommer han jo ikke, sagde de, vi lukke Døren af, og vi spille i al Stilhed. Jeg har ingen Kort, sagde Lieutenanten. Qu’ à cela ne tienne! sagde den ene af Vennerne og tog et Spil Kort op af Lommen. Da de havde begyndt at spille, hørte de Nogen komme op ad Trappen; de stak hurtig Kortene i Lommen, og Lieutenanten gik at aabne Døren. Den Indtrædende var en af Præstens Sønner, der meldte, at Fader var bleven tidlig færdig med sin Prædiken (det var Løverdag Aften, da ellers Præsten studerede sin Prædiken og ikke pleiede at indbyde Lieutenanten) og bad Lieutenanten komme til sig. Vennerne toge Afsked, og Lieutenanten gik til Præsten, der den Aften var usædvanlig oprømt, og Lieutenanten og Louise skiltes med glade Forhaabninger. Søndag Morgen fulgtes den hele Familie til Kirken, Lieutenanten naturligviis med. Da Gudstjenesten var endt, gik Præsten ind i Kirkestolen for at følge med sin Familie ud af Kirken; idetsamme de gik over Kirkegulvet, vilde Lieutenanten bruge sit Lomme-
