Side:Gamle Dage.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
83
Lovise Hesselberg.

I Aaret 1763, da vore Tropper kom hjem fra Holsteen, blev der lagt Garnison i Drammen, hvor aldrig Garnison havde været før. Indbyggerne af Drammen, fornemmelig Bragernæssiden, vare næsten alle Sekterere, Herrnhutere eller saakaldte Mähriske Brødre, og havde Afskye for alt militairt; de nægtede at modtage Indqvarteringen. Præsten paa Strømsøe, Hr. Hesselberg, var af Sekten og havde samme Modbydelighed for Krigsstanden; ikke desmindre holdt han det for sin Pligt at formane sin Menighed til Lydighed mod Konge og Øvrighed, og for at foregaae dem med et godt Exempel var han villig til at modtage en Officeer i sit Huus. — Lieutenanten, Hesselbergs Logerende, var en Holstener, en meget dannet og talentfuld ung Mand; han havde været bestemt til Studeringer, kjendte og elskede de gamle Sprog og havde endog studeret Theologie. Videnskabsmænd fandtes der paa den Tid ikke mange af i Drammen, og Hesselberg var en lærd Mand og fandt stor Fornøielse i at samtale med denne saa studerede unge Mand. Om Aftenen bad Præsten ham ned til sig, og Lieutenanten fulgte Indbydelsen med Glæde, ikke blot fordi Præstens Underholdning var ham behagelig, men endnu mere fordi hans Datters Yndigheder havde rørt Lieutenantens Hjerte. Hesselberg var Enkemand, hans Datter Lovise var atten Aar, desuden havde han to yngre Sønner, som han selv gav Underviisning; medens Konen levede, havde han ogsaa havt Fremmedes Sønner i Pension, blandt disse Niels Treschow; nu var der ingen saadanne. Lieutenanten erklærede Lovise sin Kjerlighed og bad om Tilladelse at begjere hendes Haand af hendes Fader. Lovise tilstod ham, at hun delede hans Følelser, men sagde ham tillige, at hendes Faders Fordom mod hans Stand var saa stor, at et Skridt som det foreslaaede ikke vilde tjene til andet, end at han maatte flytte ud af Huset , og at det vilde blive Lovise