Side:Gamle Dage.djvu/99

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
86

elsker jeg hende, og nu er dog alt Haab om Forening med hende fjernere end nogensinde.« Grevinden havde megen Medlidenhed med dem begge og lagde en ny Plan. Hun indviede sin Læge i Hemmeligheden, lagde sig syg, og Lægen erklærede hendes Tilstand for yderst farlig. Hun forlangte Lovise til sig, og Faderen indvendte intet herimod. Nu forlangte Grevinden at vies til sin Forlovede, for i Tilfælde af hendes Død at sikkre ham sine Eiendomme, og Præsten blev kaldet at vie dem. Lægen og Lovise vare Vidner. Den Syge taalte ikke Lyset, Gardinerne vare trukne for Vinduerne, der stod et Skjermbrædt for Sengen. Præsten foretog Vielsen. Den Person, der laae i Sengen og blev viet til Lieutenanten, var Louise Hesselberg, og den Person i Louises Klæder, der var Vidne, var Grevinden. Louise opholdt sig med Faderens Tilladelse længe hos den Syge, men da denne kom sig, maatte hun hjem til Faderen, dog besøgte hun ofte sin Veninde. Efter nogle Maaneders Forløb begyndte de To atter at blive sørgmodige; Grevinden erkyndigede sig om, hvad der fattedes dem, og de betroede hende deres Nød. Hun loe. »Mene I ikke, at jeg har tænkt paa, at saadant kunde hænde? Jeg har allerede forskaffet mig Ordre fra Zeist at vende tilbage til mine Godser, min Gemal følger mig, og Hesselberg har allerede lovet mig, at Louise skal faae Tilladelse at følge mig. De reiste. Louise maatte døe i Barselseng, og det samme Brev, der bragte Præsten den sørgelige Tidende om hans Datters Død, indeholdt den Etterretning, at Grevinden var nedkommet med en Søn, der i Daaben var givet Navnet Louis Hesselberg. Hvor længe det var deretter, veed jeg ikke, da sagde Lieutenanten til Grevinden: »Længe have vi været Ægtefolk for Verden, skulle vi nu ikke være det i Virkelighed?«  Hun tilstod, at hun elskede ham. De fik flere Sønner, og den ældste, Louis Hesselberg, blev Eier af Godserne.