nu arresteret, og da han blev ført til Raadstuen, gik en Pige hen til ham og sagde: »Tak skal Du have, Ole, at Du ikke vilde have mig.« Borgemester Strøm kaldte Politiemesteren til sig og sagde til ham: «Denne Sag vil gjøre os latterlige for det hele Land; giv Slutteren Ordre til at lade Raadstueporten staae aaben i Nat! dette vil være den bedste Maade at komme derfra paa.« Raadstueporten blev staaende aaben; om Morgenen var Ole borte, og man hørte aldrig mere til ham.
Jeg hørte ogsaa meget fortælle om Arve Bravkarl, der tog fra de Rige og gav de Fattige. Steffens har benyttet hans Historie i en af sine Noveller, dog er der et Træk, som ikke findes hos Steffens. Engang, da Arve sad i Arrest, talede en Embedsmand fortrolig og venlig med ham og spurgte ham, om han aldrig ved sine mange Indbrud havde følt Frygt eller Samvittighedsnag. Arve svarede: Jo, engang. Vi brød ind i en Kirke gjennem Ligkjelderen; for at naae op til et Vindue, vi maatte ind igjennem, steg jeg op paa en Ligkiste, men da den ikke var høi nok, stillede jeg den paa Enden. Da jeg nu var steget op paa den , gik den itu, og jeg faldt ned i Ligkisten. I det Øieblik følte jeg Skræk. En af Arve Bravkarls Følgesvende, almindelig kaldet Malice-Knud, har jeg seet. Han kom ind til Aamodt og tilbød sig at kurere en syg Hest paa Kongens Stald. Han forstod sig bedre paa saadant, sagde han, end Kursmedene; de havde ikke været længere end paa Veterinairskolen i Kjøbenhavn, medens han havde reist det europæiske og asiatiske Rusland igjennem og samlet Kundskab og Erfaring. Han havde et klogt, noget fremmed, ikke ubehageligt Udseende. Han gik ind i et Huus i Christiania og bad om Arbeide; man satte ham til at rulle Tøi. Ved dette Arbeide vare to af Husets Piger behjelpelige. »Veed Du vel,« sagde den ene, »at Malice-Knud skal være her i Byen?« — Da vilde jeg ønske, jeg maatte faae ham at see, sagde den anden. — »Saa see nu paa ham« , sagde Knud, »for
