sten, foreviste Døbesedlen og blev confirmeret som Drengen Ole fra Hallingdal. Præsten var meget vel fornøiet med Ole, og Skolemesteren ligesaa, han lærte ham at skrive og regne. Ogsaa Husbonden var fornøiet med Ole, han var flink og ufortrøden, huggede Brænde, røgtede Hestene og var villig og uforsagt, desuden var han sædelig, bandede ikke, drak aldrig Brændeviin og var godt lidt af Alle. Ole blev i denne Tjeneste i fire Aar, da fik han Lyst at see sig lidt mere om i Verden. Forsynet med gode Attester fra Præst, Skolemester og Husbonde, begav Ole sig til Drammen, hvor han fik Tjeneste hos en Høkerenke. Hans Færdighed i at skrive og regne kom ham her tilpas, hans Madmoder kunde ikke noksom berømme ham, og her blev han i fem Aar, da Pigerne i Nabolavet begyndte at falde ham til Besvær. De kappedes om, hvem af dem der skulde faae den vakkre Ole til Kjereste, men jeg behøver ikke at sige, at deres Stræben var forgjeves. Hans Madmoder sagde en Dag til ham: Ole, Du gjør bedst i at vælge en af disse Piger til din Kjereste, saa bliver der Ende paa Sagen, og de andre slaae sig til Ro. Ole forsikkrede hende, at han ingen Kjereste vilde have. Skulde den vakkre Ole have forelsket sig i mig? tænkte Konen. »Ole, vil Du da være min Mand? saa bliver Du Herre i Huset og faaer alt, hvad jeg eier.« Nu maatte Ole græde og fortalte hende sin Historie. Da Konen havde betænkt sig noget, sagde hun: »Dersom Du vil som jeg, da skulle vi fortie alt dette, Du gaaer til Præsten og forlanger Brudevielse, vi lade os vie sammen, vi forlade ikke hverandre, og jeg triumferer over de indbildske Tøse.« Ole gjorde, som hun bød; de bleve viede i Kirken, og de levede (Fru M.s Ord) i et lykkeligt Ægteskab i fem Aar. Efter denne Tids Forløb begyndte Konen at føle Skrupler, hun meente, hun havde begaaet en stor Synd, vanhelliget Guds Huus; desuden var hun bleven vred paa Ole, Fru M. sagde endogsaa, hun var jaloux paa ham. Nok, hun gik til Politiet og gav ham an. Ole blev
