jeg kan erindre, ikke i Selskab. Hans Ansigt forkyndte en Bacchi Dyrker, og jeg hørte om, hvorledes der i et Selskab var bragt ind en Bolle rygende Punsch og skjenket deraf i Glassene, men efterat Pedersen havde tømt nogle Glas, sagde han: »Det gaaer for langsomt,« og satte Bollen for Munden. Om det lykkedes ham at tømme den, veed jeg ikke. Han havde to Sønner, men det ei Umagen lønner at tale om hans Sønner. Hans Døttre, Fru Wium og Fru Hedah ere meget agtværdige Fruentimmer. Det lod ikke til, at de skjøttede om at gjøre Bekjendtskab med mig, og dette var maaskee min egen Skyld.
Oprigtig talt, er jeg nu ked af Caricaturerne; skulde Du mod Formodning ikke være det, saa siig et Ord, og jeg har endnu en lang Række at opvarte med. Tiden var dengang frugtbar derpaa.
Det maatte være i Aaret 1787 eller 88, da jeg var omtrent sex eller syv Aar, at jeg hørte vore Piger tale sammen om to Fruentimmer, der vare gifte med hinanden i Drammen. Jeg gav kun liden Agt paa denne Historie, men Fru Mandahl, fød Robsahm, der paa den Tid levede i Drammen og var en voxen Pige, fortalte mig i 1835 hele Historien. Der var i Hallingdal en Bondepige, fjorten Aar gammel, stor af Væxt, der i Hidsighed havde slaaet sin Moder. To Koner, der havde været Vidner hertil, truede hende med, at de vilde give hende an for Øvrigheden, og at den mindste Straf, hun vilde faae, var Tugthuus paa Livstid. For at undgaae Straffen lagde nu Pigen sin Plan. Hun havde havt en Broder, Ole, et Aar ældre end hun, han var for kort Tid siden død, og hans Klæder hang paa Stolpeboden. Hun vidste at forskaffe sig hans Døbeseddel, iførte sig om Natten hans Klæder og gik ud af Bygden. Hun vandrede længe omkring og fik omsider Tjeneste hos en Bonde i Thelemarken. Hun gik til Præ-
