delig Morgendragt med mange Kniplinger og Atlassløifer; Gislesen gik i en ſidtet Slobrok og gamle Tøfler. Da hun bebreidede ham hans Malpropreté, bemægtigede han og Pigen sig hendes Silkekjoler og Pyntesager og kastede det altsammen paa Ilden, og hun maatte see derpaa. Hun flygtede hjem til Forældrene, og der blev søgt om Skilsmisse. — Den yngre Søster blev sendt til Christiania og sat i Pension hos Madame Hober. Der var dengang i Drammen en afskediget Ritmester B...., der ingen anden Ressource kjendte end den at gjøre et rigt Giftermaal. At Fru v. Koss vilde give ham sin Datter, kunde han ikke vente, dertil kjendte hun hans Omstændigheder for vel, men han vidste Raad; han begav sig til Christiania, hvor det lykkedes ham at overtale den unge Jomfru Moss til at flygte med ham. Saaledes hørte jeg Berlinerinden Madame Hober fortælle: »Den Jomfru Moss kom til mig, — hun var ikke brav, — hang i Skjørtet paa Moderen — jeg fik hende brav, men so lep hun bort med denne B.« De Flygtende bleve indhentede, og Jomfru Moss blev gift med en tydsk Jægerofficeer Meyer; hun var heller ikke mere end femten Aar gammel. — Reusch var død, og Fru Reusch fulgte snart efter; nu var Elisabeth riig og sin egen Herre; B.... henvendte sig til hende og fik ikke Afslag. — I den Tid besøgte hun vor Moder, som da var bleven Enke; hun havde en hvid Kjole paa, en Spencer af høirødt Silketøi, som ret udhævede Pukkelen; den ellers saa alvorlige Elisabeths sørgmodige Træk straalede af Glæde, hun smilede til mig, rakte mig Haanden og trykkede min; hendes Ansigt var som forklaret, og man kunde sagt om hende: Elle est belle , car elle est heureuse. Hun blev gift med B.... og døde et Aars Tid derefter.
Da Reusch var død, blev Søren Pedersen Toldinspecteur. Disse Mænd vare Contraster, den ene var en sleben, fiin, pedantisk Adelsmand, den anden en plump, raa Jydeknold. Vi saae ham imellem hos os, dog, saavidt
