ellers aldrig gjorde Nogen Fortræd, men da den engang saae Fader spøge med en af Husets Piger, beed Aben ham i Læggen. Han viste mig engang Mærket af Abens Tænder.
Her har Du da, kjere Ven og Broder, omtrent Alt, hvad jeg veed og erindrer om den ædle Mand og Fader, der saa tidlig blev os berøvet. Du vil sikkert have forstaaet, at alt dette er den blotte Wahrheit og aldeles ingen Dichtung deri; maatte dette desuagtet, eller netop derfor, behage Dig, da vil det være mig en sand Glæde at give, eller rettere, opsætte for Dig vor dyrebare Moders Ungdomshistorie og dernæst en Beretning om alle de Originaler, der frequenterede vor Faders Huus[1].
I de første Decennier af det attende Aarhundrede levede der i Christiania en Mand ved Navn Peter Treschow. Han havde, saavidt jeg veed, intet Embede, men var en rig Mand og havde Titel af Admiralitetsraad. Han omtales i den Dagbog, som Ulrik Christian Gyldenløve, en Slegfredsøn af Kong Christian den femte, holdt, da han i Aaret 1704 gjennemreiste Norge i Kongens Følge. Gyldenløve siger ikke mere om ham end: Idag spiste Ahlefeldt og jeg til Middag hos en Treschow, der har Titel af Admiralitetsraad. Han havde en Broder i Kjøbenhavn, der var Professor, og en Brodersøn, der var Præst og bekjendt for sine Prædikener eller Andagtsbøger; en Sønnedatter af denne, Petronelle Treschow, var gift med Professor Sverdrup. Peter Treschow havde tre Sønner og to Døttre. Sønnen Albert 7), der blev vor Moders Fader, blev som Barn sendt til England og opdraget paa Institutet i Eton. Naar jeg i DTsraélis Skrifter læser om Skikke eller Uskikke, der ere indførte paa denne Skole, da seer jeg med Forundring, at de endnu ere de selv samme, som de vare i vor Morfaders Tid. En af Døttrene blev gift med Johannes Green, Sognepræst til Ager. (Jeg
seer nok, at man nu skriver Aker, men k er i mine Øine
- ↑ Til Fulstændiggjørelse af Skildringen af Toldinspecteur Hansteen indtages følgende af Professor Hansteens Svar til Søsteren paa hendes første Brev: »Det elskværdige Billede, Du har skildret af vor Fader, er mig en dyrebar Acquisition. Jeg har alene en temmelig tydelig Forestilling af hans Udvortes: en lysegrøn Kjole og guulkravede Støvler og en Paryk,
ugentlig oppudset og puddret af Parykmager Weyle; en fyldig, rundladen Mand af Middelhøide, og som havde megen Smag for Elegance. Jeg havde ogsaa Idee om, at han var en munter og spøgefuld Mand, men endeel letsindig og Beundrer af qvindelig Skjønhed. Men hans indre Gemytbeskaffenhed var jeg formeget Barn til at kunne fatte. Ved Skildringen af hans ømme og elskværdige Forhold til Dig, hans vittige og lette Smaavers, som nærme sig til den Wesselske Maneer, hans Livlighed og Godmodighed er der nu pustet en skjøn Aand i disse tomme Contourer, som har vakt en Kjærlighed til ham hos mig, som jeg ei kunde føle for det løse Omrids, og som glæder og vederqvæger mig. Jeg føler mig ordentlig nobiliteret ved at stamme fra en ædlere Rod, end jeg havde formodet. (Her følger den i forordene intagne Passus.)
Stedet paa Kirkegaarden, hvor vor Faders Grav er, erindrer jeg godt; jeg havde isinde at lade en Sten sætte ved den, efterat jeg var kommen tilbage til Fædrelandet; men kort efter fik Diriks det Indfald at gjøre Kirkegaarden til en Spadserplads, og alle Grave ere raserede. Kundskaber ere nyttige som Penge; men begge kan enhver flittig Mand sammenskrabe. Heller Aand end Kundskaber, end Kundskaber uden Aand! Det sidste er et Kobberstykke, som bærer Stempel af en Daler, det første en uformet Guldklump, som har en større valeur intrinsèque.
