et hadværdigt Bogstav, haardt og stødende for Øret, stygt Carricatur for Øiet og vanskeligt at nedskrive. De Sprog have ikke lidet forud, der have nægtet Adgang til dette lille Utyske). Faster Green, som Du, kjere Broder, saa vel erindrer, døde i vor Faders Huus i Aaret 1791. Hun var sex og halvfjerdsindstyve Aar gammel. Hun blev anseet for en meget streng, stolt og selvgod Dame; mod mig var hun just ikke venlig, men meget overbærende, — hun skjendte ikke engang paa mig, da jeg havde bragt hendes fine zirlige Strikketøi i Uorden; — hun fortalte mig om sin Ungdom, hvorfor jeg vil indføre hende talende, da jeg erindrer næsten hvert Ord: Min Fader, sagde hun, foretrak mig for alle mine Søskende, ja jeg kunde gjerne sige som Grethe i Kjerlighed uden Strømper, at min Villie var hans Lov. Engang sagde jeg, at det maatte være moersomt at eie en Boutique med Galanterievarer; min Fader lod indrette en liden Boutique i sit Huus, forskrev Galanterievarer og overleverede mig Bod og Varer med Fortegnelse over Varer og Priis. Handle nu dermed ! sagde han, Procenterne skulle være dine, Indkjøbsprisen kan Du levere mig tilbage, nåar jeg forlanger den. Jeg havde god Af sætning paa mine Varer, min Fader forlangte ingen Indkjøbspriis tilbage, og Du kan da tænke, jeg havde Penge i Overflødighed. Mine Brødre vare herover meget misfornøiede; en Dag ved Bordet begyndte den ene at tale om, hvor uretfærdigt det var handlet af en Fader at lade en Datter svømme i Overflod, medens Sønnerne maatte behjelpe sig knapt nok; han vidste ikke, sagde han, at mine Fortjenester vare større end deres. Fader saae paa ham med Vrede, og derpaa raabte han: Staae paa Øieblikket op, Knægt! og stil Dig bag din Søsters Stol! Men da kan Du troe, at Hjertet voxede i Livet paa mig. En eneste Gang forbød han mig noget, det var, da jeg vilde vænne mig til at bruge Snuustobak; det klædte ikke godt, sagde han, for et ungt Fruentimmer, og han vilde forbyde mig det. Jeg svarede ham, at nåar jeg sad i Kirken, da havde
