Mandagen derefter stod i vor Storstue en sort Kiste med blanke Skruer, paa Laaget en ophøiet Plade med denne Indskritt: »Herunder hviler Johannes Mathias Hansteen, fød den 28de December 1744, død den 12te Marts 1792. Mand, Fader, Ven og Borger. Savnet af Hustru, fem Børn, Venner og Stat; hvis Ønsker han forekom, hvis Fordringer han opfyldte med Godhed, Venlighed, Orden og Retskaffenhed , indtil Døden, tidlig men ei overilende, kom for at give ham ganske sig selv igjen«. Ved Hovedet af Ligkisten stode Du og Henrik i sorte Klædes Sørgekapper og smeltende hen i Taarer. Moder sagde, at det var barbariskt at lade eder staae der, men Ligkonen forsikrede, det hørte til Ceremonierne. Kisten blev sat paa Ligvognen, og Følget kjørte efter. I første Vogn sad Du og Henrik, i anden Treschow og Generalauditeur Wessel som Moders Slægtninge. Om Middagen spiste en af Consumptionsbetjentene, Friboe, ved vort Bord; han talede alene; han fortalte om Struensees og Brandts Henrettelse, den han havde været tilstede ved, og om hvorledes deres Skjæg var voxet efter Døden. Vi havde Sagosuppe og Rypesteg, Du spiste, Henrik græd endnu og kunde ikke spise; Du stødte til hans Arm og sagde: »Spiis Du, kanskee varer det nu længe, inden vi faae saa god Mad igjen.«
Hvad Faders Udseende angaaer, da troer jeg, Du er den af hans Børn, der ligner ham meest, maaskee var han noget lidet høiere. Hans Håar var blond (ikke rødligt), hans Øine blaae, Ansigtsfarve hvid og skjer, maaskee for meget for en Mand, Udtrykket i hans Ansigt venligt og jovialt; Hænder, Been og Fødder meget veldannede. Da han engang saae Lohrbauer tåge Maal af mig til et Par Sko, sagde han til ham: »Gjør dem ikke for smaae, De seer, hun har Fødder som en Tjenestepige.« Da Fader var gaaet, sagde Grethe: «Fødder som en Tjenestepige! Have da alle Tjenestepiger store Fødder?« Hun saae ned paa sine, der virkelig vare smaae og fine. I den ene Læg havde han et svært Ar; i Brunows Huus var en stor Abe, der
