Brylaups, sændø Kungsdøtte Bø heimat te Far si, at’n skuldø koma te Brylaups te’n. Han buddø paa’n Kungsgar langt derifraa, so kallast Rikøborg. Aa denti Jyggre, so va Stykmor hennø, høirdø, at denne vart saav væl gjiftø, aa skuldø bli Arving aat Gare, (ho haddø tænkt, at o alder skuld seet denne meir, men at o skuld faaet, Garn, aa allø Herleheite aat Døtte sinnø) daa vart ho saa sintø, at o gjek sta aa hængdø se up, aa Døtte hennø vart likesaa sintø, før at inkji ho skuldø bli gjiftø fere Kungsdoti’n, aa faae Gar’n, aa saa hængdø ho se up mæ. Men Kungen reistø mæ alle sine vældigne Riddara aat den førgjyltø Skog, aa drak Brylaupø aat Døtte sinne. Aa daa dæ va forbi, tok Far hennø baadø ho aa Man hænnø mæ se atiende te Rikøborg, aa der vørto dei Arvinga te Alt, so Kungen aatte aa haddø, aa der levdø dei herle aa væl. Saa gjek dæ mæ dei. Aa den, so inkji vil tru dæ, kan gjera ko’n vil, før e veit, dæ æ sandt. Han leve den sistø, so fortældø dæ.
Ei Gøng kom’n Sant Ola i fraa Bær’ns Stift aa reistø utaavør Valdris. Daa’n kom aat Vangs Præstøgjæld, saa æ dæ ei liti Bygd, so kallast Vennis paa øistrø Siun aat Mjøs’n, der bøo dei han Sant Ola, at’n skuld stansø, mæ dei skuldø faa raadført se mæ o, um dæ ’kji kunna leta se gjera aa faa ei Brun ovør Leirohls-Syndø. (Kungsvægen va over der i dei Dago, aa saa roddø dei ovør Syndø mæ Baata, aa Krøtor roddø dei over paa’n Fløte.) Aa jau, san Ola, e ska prøvø. No æ dæ ei førskrækjøle storø Steinur ovafør Vennis, so kallast Kvitura, der
