se. Ve Minnat kom Jutul’n at. Fy, dæ tæva Christemans Tæv her! sa’n. Aa ja kjærø Far! sa Jyggre, dæ æ tvær fina Jamfrjugo, so føngo Huus i Nat, dei laago hjaa Syste dinnø i nemmestø Bærge i Nat va, aa hjaa hinnø Syste dinno i Gjaarnat, aa dei skuld helsø uss Gonat, at det leva herle aa væl; aa dei ha laant dei Bærgarennud’n sina kor ifraa se, aa dæ sama faar du gjera. Kor vilja dei aav? sa Trøllø. Aar den førgjyltø Skog sa o. Aa dit koma dei aldør, sa’n, e kjæmø derifraa no e. Aa jau Far, sa Jyggre, essø[1] du hjølpø te aa fortælø me, ko dei sko seia. E faar væl dæ daa sa’n. Fyst lætø du dei faa væl Madt aa Drikkø, aa saa sala du Bærgarænna aat dei, aa ho finnø Vegen aat den førgjyltø Skog, aa der stansa o; saa sko dei strjøkø o paa Lænde aa seia: „Der du to Bisken, ska du ta Kvæld’n,“ saa gaar ho atiendø aleinø. Men Gar’n, dei koma aat, æ beint svartø, aa uti Gare staar ein Kar aa høggø Ve, aa han æ svartø, aa han beø dei gaa ind, aa dæ sko dei gjera, aa neer dei koma ind, saa æ Alting svart; dæ sitø ein svartø Kar paa ein Stol paa Gølve, aa ein svartø Kar liggø dæ burti Sengen. Aa saa sko dei inkji vera bljuga. Han synest væra saa illø,[2] den, so liggø burti Sengen, men dæ sko dei ’kji agtø um, dei sko æta aa drikkø dæ, dei faa. Aa neer dei daa faa ete, saa ska Kungsdøtte gaa sta aa kjyssø den, so liggø burti Sengen, men Gjenta, so æ mæ’n ska kjyssø den, so sitø paa Stole paa Gølve, aa daa bli dæ tvo fina Riddara taa dei, aa daa bli Gar’n maala aa førgjyltø baadø inna aa uttapaa, aa daa kjennø dei inan attø, aa daa veta dei sjælva kost dei sko fara aat; men du maa seia dei væl fore no, saa so e ha sagt. Alt dette laago desse tvær aa lyddø paa, aa la’ væl Mærkji te kort Orø. Saa reistø Trøllø. O Morgon daa, saa støndo dei up, aa saa ga Jyggre dei dygtigt Madt aa Drikkø, aa fortældø dei saa væl alt
