fara aat? du ska seta dæ: No ska du netup koma te maatø Ti. Aa dæmæsaa ska du høggø aat Svære hass mæ Svære dino, før dæ æ taa Stein, aa rykø sund i fyste Høgge før dino Svær. Aa soleis gjek dæ oksaa te; aa trast dæ va gjort, dæmæ stak ’n Sværø sit in i Vømbe paa o aa drap ’n. Aa saa va dæ eit Kjed’n ataat, aa det uti kasta dei ’n, aa der sita Kørpad’n aa hakkø paa ’n den Dag i Dag æ. – Ein Dag ve Middags Bel, se dæ va saa fiint Veer, aa gøt Solskjin, kom Øskøfiis’n aat Kungsgare mæ Jamfrju Solntaar, aa mæ allø den Herleheit, han hellist haddø faat mæ se. Kungen umfagna Døtte si mæ Glee, aa befaltø at Øskefiis’n skuldø iførast dei finastø Riddarklæo, so fønnast i Kungsgare, aa Sværø, so ’n haddø hat mæ se, dæ førærtø Kungen o, aa førviarø saa vildø Kungen heldø sit Løftø, at Øskefiis’n, so no haddø bringa. Døtte hass attø o, skuldø faa e te Ægtø. Aa daa ’n fæk paa se dei finø Riddarklæø, vart Jamfrjuga saa førlistø i o, at e slet inkji vildø ha nokon a’n te Man ell han. Kungen ga o Døtte si te Draaning aa Hælte taa sit storø Land aa Rikji. Navnø hass let Kungen førandrø; han skuldø eitø Herman Skjold; han let oksaa bygjy up ein nye Kungsgar aat desse tvau, se eitte Skjønberg, aa den vart pryda mæ alt dæ Sylv aa Gull, se dei haddø faat mæ si ifraa Berge. Raggøfølin førærdø Kungen dei, aa mange are Hesta; men denne fæk eit anna Navd’n aa vart den førnemstø. Sia helt Kungen Bryllaup aat dei i firø fjurt’n Daga. Aa sia levde dei baade længji aa væl; fønge møngø Bød’n – ja han seia dæe han, so førtælø taa desse, at dæ leve utaa dei Slægt’n der enno, aa altsaa æ dæ sjile plent sant altsama.
