i alle Maata. Hatt bar ut alt ’n saag mæ Gull aa Sylv, aa hellist mange saa køstbarø aa rarø Ting, so Ingjin haddø seet Make te før, aa la dæ terettis uttafør Bærge; aa Jamfrjuga va o behjølpøle; taa o va glaø at o skuld faa koma derifraa ho mæ daa, aa hona vistø no væl alla Gjøimslud’n kor dæ Køstbarastø va aa sinnø, aa deriblant va eit Skriin, so va besætt mæ Demantsteina ovør heilø Løkø, aa Gullykjyl i Laase, aa dæ va fuldt mæ Gulpæing. Daa dei daa vøro færigne, la Øskøsiis’n altsama paa Raggøfølin, aa sættø Jamfrju Solntaar ovapaa. No, sa Raggøfølin, no ska du seia: „Kvitt føre, aa Svart bak, saa seer dæ Ingjin, kor me far.“ Aa ja, dei reistø daa langt aa længji, aa inkji noko Oheld møttø dei. Ve Middagsbel saa vakna gamlø Jutul’n, aa daa vart’n varø, at inkji aleinø desse tvo vøro reiste, men oksaa Jamfrju Solntaar, aa dæ so værrø va, at allø hass Herleheit va o berøva. Han haddø daa ingjin a’n Ting attø, ell si gamlø grinandø Gjyggør, aa ho va færigø te aa rivø Augo otor gamlø Trølle, for ’n haddø lete døe gange saa te. Gamlø Trøllø førdømdø se paa, at ’n vildø hevnø dæ for dæ skuldø liø te Kvelds. Tak hit Steegbroke mi, sa ’n ve Gjyggre, mæ hennø veit du, e stigø ein Fjæring i kort Stæg, saa ska e væl snarst naa dei attø. Aa ja, ho skasfa o Steegbroke; men daa’n skuldø reisø, saa vistø ’n inkji kostan Væg dei haddø take, maaveta, for Øskøfiis’n haddø sagt, mædisama’n reistø: kvitt fere aa svart bak, saa seer dæ Ingjin kor me far. Men han settø i daa te paa Vone lell. Han i reistø daa langt aa længji i ei heilø Veko; men paa Slutnan saa naaddø ’n dei ei Dags Reisø ifraa Kungsgare; daa fækk Øskøfiis’n sjaa n; daa hekk Nasin hass aa dangla, aa Tunga hekk væl ei Ale otor Kjafte paa o, ja, han grein utaa Sinne, saa at Tænnad’n hass vistø se so Svinøtænna, aat dæmæ skreik ’n: No ska du faa Likø, din Tjuv du æ! Øskofiis’n spordø Raggøfølin: kost ska e no
