løfte, so’n haddø løft ve storø Stein paa Slæt’n. Men saa sko de høyrø kost dæ gjæk viarø. Han laut daa derifraa. Aa saa leit’n se daa fram, aa prøvdø atte aa vandrø; der kom’n aat ei Myr, der to’n Vat’n aa vaska se i Augo, aa trast vart’n likar te sjaa; saa kom’n aat eit Tre, so va saa mykjy finø Æpple paa, aa dæmæ va’n svøltin maaveta, aa aat saa taa dei Æpplo, aa trast vaks dæ paa’n tvau storø Hød’n; men likøvæl, saa toko ’n noko taa dei Æpplo aa gjøvmdø dei. Eit Stykkji derifraa kom ’n aat eit anna Æppløtre, so va noko skurvuttø Æpplo paa; saa aat ’n noko taa dei, aa trast vart ’n kvittø Hødno attø. No tokø ’n noko taa dei Æplo oksaa aa gjøymdø. Saa va dæ ein Syndag, Følkø vildø te Kjyrssji, saa gavø ’n se te aa gaa attaat Væge, so laag ifraa Kungsgare aa aat Kjyrsjun, aa resso ’n gjek fækø ’n sjaa at Prinssessa kom akandis mæ seks Hesta for Vøgd’n sinnø. Han sættø se daa ve Vægen, aa la desse fino Æpplo paa Lummøplaggø sit. Daa ho daa kom, aa fæk sjaa Æpplo, saa spordø ’n um’ n vildø sælja noko taa dei? Jau han vildø daa dæ. Ho kjøftø noko taa dei, aa saa reistø o sin Væg. Daa o haddø vøre ini Kjyrsjun ei Stund, te Præst’n va komin paa Prædikstol’n, saa vart o saa tysto, saa tænkt o: e ska smaka paa dessa Æpplo e kjøftø, saa gaar dæ ovør. Aa ja, ho aat ei nøkkør, aa trast vaks dæ paa o tvau storø Hød’n, saa at alle vørto førskrækte so saago o. Præst’n vart saa ræddø, aa tænktø at den Styggø va komin ini Kjyrssja, sprang neat taa Prædikstole aa sættø paa Døre, aa heilø Ølmugin ette. Kussken hennø laut daa vaagø se innat ett’n; men dæ va saa ner at’n inkji ha faa’t o utigjøno Døre før Hødno. Han kjøyrdø o daa heimat; men ho gjek inkji ind, før Hødno arøstane, ell dei maattø ha o ind paa Laavin. No vart dæ skreve øver øllø Lønd[1] ette ein Døktør, so kunna
- ↑ Lande.
