taka taa ’n Hødne; men ingjin va gote faa dei taa ’n. Denne Undørøfcer’n ga se daa ut før Døktor aa kom dit. Han haddø daa fønne mæ se mange gjilde Piska, aa telikømæ saa haddø’n noko taa desse skurvuttø Æpplo. Ho spordø ’n daa, um ’n kunna ta taa ’n Hødne’? Jau sa ’n; men e lyt vera aleinø mæ de; aa saa sa ’n dæ ve hine: dæ bli nøk ilt saa ho skrikø; men ko stært o skrikø, saa maa ingjin koma te uss, elldaa faar e ’kji Hødne taa ’n. Aa ja han gavø ’n daa ei Par taa dei skurvuttø Æpplo, aa trast minka Hødne noko; han stirdø daa likøso i ei Bok, aa sa dæ: Du ha vist bedrage ein Kar Du, sa’n. Ja, ho vildø ’kji saa ret staa ve dæ. Fæk du ’kji taa o try Bygkød’n? Jau sa o. Ja dei lyt e faa, saa sta e prøva dæ e kan. Resso ’n fæk dei, saa gav ’n hennø tvau Æple, aa trast saa minka Hødne. Fæk du ’kji oksaa taa o ein Duk? Aajau sa o. Ja, den maa du skaffø me, sa ’n. Den fækø ’n, aa saa gavø ’n hennø ei Par Æpple attø, aa Hødne vørto trast mindør. Ja, men du fæk vist oksaa taa dei sama Fyre ein Pung? Ja, sa o, dæ gjorde e, men den vilde e nok inkji missø, men Pæing ska du faa, sligt du vil; bærø du kan ta taa me dæ, so æ attø ta Hødno. Nei, sa’n, e ser dæ i Boken minnø, at essø du ’kji gjere de reinø før di Bedragøri, saa bli ’kji Hødne mindør. Aa ja, saa laut o koma mæ Punge, aa skaffø o. Saa gav ’n hennø eit Æpple, aa daa minka dei saa, at dei ’kji vøro størrø ell so noko gjildø Bukkohød’n. Aa dæmæsaa sa ’n: dæ va me du bedro du, di Tævø; men no ska du faa Likø før dæ. Aa saa to ’n Kjæppid’n, aa dængd o sligt so ’n va gote. Aa ho skreik aa han slo, aa ingjin tøldø koma te dei. Daa’n daa haddø dænkt o sligt so’n truddø ’n[1], saa reistø ’n sin Veg, aa let o saa behøldø dei Hødne o haddø at. Aa ifraa den Ti, saa kalla dei o „Hød’njamfrjuga.“
- ↑ Som han troede hun kunde taale.
