paa, at dæ hadde se ret. Dei løvdø daa, at dei skuldø førhaldø se saa so’n haddø sagt, aa dermæ skjildis dei aat aa toko kor paa si Lei[1]. No veit e ’kji meir um, kost dæ gjek mæ desse tvo; men Undørøfcer’n han vandra eit Stykkjy; der fæk’n sport, at dæ va ei Prinssessø paa ein Kungsgar, so eitø Skjønhaug, so dæ va saamange førnemme Hæra, so haddø fri’t te’n; men sumle taa dei hadd’ o drepe aa sumle hadd’ o føragte. No reistø’n dit, aa ga se ut før ein Prins, aa begjærdø aa vildø faa o te Ægtø; men han gjordø nøk eit skarvø Strek den Gønge. Daa’n kom saa uppødaga’n sit Ærind. Aa saa svara o dæ, at ess’n va gote skaffø saamykjy Drikkø, at firø Hundrø Man kunna drikkø se otyste, saa skuldø’n faa o. Ja, sa’n, saamange, so du skaffa Drikkø aat idag, saa ska e skaffø aat dubbølt saamange imørgo. Aa ja, ho skaffa aat firø Hundrø Man; men Dagen ette, skaffa han aat ottø Hundrø Man. Ja, sa o, enno faar du me ’kji; men kan du no skaffø Mat aat saamange Man paa ein Dag du so e, saa ska du faa me. Aa ja dæ løvdø n. Aa hona skaffa Mat ein Dag, aat ret mange; men hin Dagen skaffa han Mat aat dubbølt saamange. Ja ænno vil e prøvø de sa o, kan du no skaffø saamange Pæinga i ei Gøng du so e, saa ska du virkøle faa me te Ægtø. Ja dæ truddø’n se te. Ho skaffa daa terettis fælt mykjy Pæing, so ho rekna up; men han sa dæ: E pla aldør saa nøijø reknø mine Pæinga e; men e ska fyllø heilø Laavin aat Fa’r dinø, aa daa maa dæ bli meir. Men daa gjek dæ mæ hono, so dæ gjek mæ Samsaane, daa ho Dalila fæk løkka han: denne læst se saa, at o vildø ha’n, aa fæk saa løkka taa o fyst Bygkødne, saa Duken, aa sia Pungen. Aa ei Gøng daa sia, mæ’n søv, stak o’n førdærva i Augo; men inkji værrø el’n saag noko lite, aa saa stælt o ein te aa leiø’n ut or Kungsgare aa jaga’n aav. Dæ fækø’n førdi, at’n inkji heldt dæ Truskaps-
- ↑ Kant eller Sted.
