Bærgatrøllø at. „Fy dæ tæva Christemanstæv[1] her“ sa’n. O ja kjærø Faer! sa Jyggre, dæ kom tvær fina Jamfrjugo aa føngo Huus, du faar inkji gjera dei noko, dei helsa me Gonat ifraa Syste minnø, ho æ Stykmor aat dei einø Jamfrjugun, aa me ha dei førært eit fint Plag. „Kor vilja dei aav?“ sa Trøllø, „aa dei vilja aat den førgjyltø Skog,“ sa Jyggre. „Aa dit koma dei aldør, sa’n, e kjæmø derifraa no e.“ Aa jau, du faar hjølpø dei te Du, sa Jyggre, du faar laanø dei Bærgarænna[2] di. Ja e faar væl dæ, sa’n, aa saa sko Du seia ve dei, at neer dei koma aat Bærge te Syste dinnø, saa sko dei strjøkø Bærgarænna paa Lænde aa seia dæ: „Der du to Biskøn, ska du ta Kvæld’n“, saa gaar o heimat aleinø. O Morgon ga Jyggre dei Madt aa Drikkø, aa saa sala o Bærgarænna aat dei, aa saa reistø dei; saa haddø o sagt dei, ko dei skul seia ve Bærgarænna, neer dei slæftø o atiendø, aa dæ gjordø dei, aa saa reistø ho atiendø. Dei vøro daa komne aat eit Bærg, so der likøeins va ei Jyggør, so va Syste aat desse Jyggørn, dei sist voro hjaa.[3] Der banka dei paa. „Kæm æ so banka paa mi Dør?“ sa Jyggre. Aa dæ æ tvær fina Jamfrjugo, so bea um Huus i Nat, sa dei. Ja dæ kunno de gjednø faae, sa Jyggre; men neer Man min kjæmø heimat i Nat, saa slær han dikka ihæl. Aa nei, sa desse tvær, dæ gjere ’n inkje, me laago hjaa Syste dinnø i Nat, aa ifraa hennø sko me helsø de Gonat; aa saa ha me eit Plag, me vilja førærø de, saa du ska ’kji ha hat dæ sligt, si du va Bru aa kanskji inkji daa held, aa eit forærdø me hennø mæ,. – aa ho levdø herle aa væl, aa snillø va o te hjølpø uss te. Ho fæk Man sin paa den Stella, at han laantø uss Bærgarenna si herhit, aa dæ trur me du gjere oksaa. Aa ja de faa væl koma ind daa, sa Jyggre, aa saa føngo dei Madt, aa saa la dei se. Ve Minnat
