vildø sjaa’n, aa mædæ sama kom dæ ein Tølgødrøpe taa Ljøse nepaa Hønde hass, saa ’n vakna. Aa jeiø jeiø me! sa’n, kji[1] gjordø Du detta? no seer Du me aldør meir! Dæ kan væl hendø, e kjæmø at ein Kvæld te; men gjere Du dæ sama daa, saa seer Du me ’kji meir. Detta let gaa tre Kvelda ette inan; ho va inkji gote høldø se, taa’n va formykji snillø, maa veta, men trea Kvæld’n sa’n: ja no seer Du me ’kji meir, aa saa vart’n burtø. Men før’n reistø, sa’n ve o, at’n aattø heimø paa’n Gar, so kallast den forgjyltø Skog. Aa dæmæso va dæ ei Jyggør, so vildø ha’n, te aa takø Døtte si te Æktø, aa daa ’kji e vildø hava Døtte hennø, dæ mæ kasta o Fugløham paa me; men no ska e saia de, kost du ska bera de aat: Du ska ta mæ de Tenistgjenta di, for aa prøvø aa kaama te den forgjyltø Skog; men De[2] ljøtø reisø igjøno try Bærg, men før at inkji Bærgatrølle der sko slaa dikka ihæl, saa veit Gjenta bærø daa ell du. Detta førtældø ho Gjentun. Gjenta sa dæ: før me reisø, ljøtø me faa uss try finø Selkjipløg aa ha mæ uss. Saa reistø dei langt aa længi, te dæ vart Kvæld’n, saa komo dei aat eit Bærg. „Ja her faa me ind,“ sa Gjenta, „aa nei, sa Kungsdøtte, me følja ’kji, før Bærgatrøllø slær uss ihæl,“ „aa nei sa Gjenta, e veit nøk Raa før di,“ aa dæmæst banka o paa. „Kæm æ so banka paa mi Dør?“ sa Jyggre, „aa dæ æ tvær fina Jamfrjugo, so bea um Huus i Nat.“ Ja dæ kunna de gjednø faa, sa Jyggre; men neer dæ liø paa Natte, saa kjæmø Man min attø, aa saa dræpø’ n dikka. „Aa neimen gjera han inkji, sa Gjenta, før no ska e hælso de Gonat ifraa Syste dinnø (ho va Syste aat dei Jyggørn, so Kungøn to te Æktø arø Gønge), ho leve herle aa væl, aa her ha me eit Plag,[3] me vilja førærø de, saa du ska ’kji ha hat dæ sligt, si du va Bru, aa kanskji inkji daa held: Saa sløppo dei ind. Ve Minnat kom
