Hest’n, at no gripø ’n me. Skundø de, sa Hest’n, aa ta detta tomø Glasø, du har mæ de, aa kastø dæ ovør høggrø Øxle di, aa dæ gjord ’n, aa trast vart dæ eit stort Glasbærg imyljo dei, aa dæ va saa haalt paa alle Sio, at dæ va ingji Raa te koma ovør. Jutul’n prøvdø me Læmpo aa me Sinne aa koma uppaa dæ, men han glat neat; Endøle hadd ’n daa paa Sist’n vøre gote kravle se uppaa dæ, saa dei saag ’n; men daa rulla Glasbærgø ikring mæ o, aa han unde, aa Bærge aavapaa, saa dæ knust ’n i smaae Mølo; saa vøro dei kvittø o. Aa daa vøro desse tvo komne baadø ovør Sjø aa Land ifraa Afrika, aa rat te London i Engøland. Saa sa Hest’n: no ska du løserø de ind i Utkante taa By’n, aa me ska du prøvø, aa faa sætt paa ein Stall, aa dæ veslø, du æ gote tenø de før Dagen, ska du kjøpø Mat fere aat uss baao; e ska vera førnøigdø mæ di, e faar. Aa ja, dæ gjord ’n noko Daga; men saa sa Hest’n ve ’n daa: no ska du gaa aat Kungsgare aa prøvø du faar de Tenist, e veit dæ fela dei ein Underkøk; kanskji du kan faa den Teniste, aa daa faaer du Mat nøk, aa daa faaer du oksaa koma me ihug mæ nokolite kor Kveld. Aa ja dæ gjord ’n, aa vart oksaa antakin so Underkøk. Den Kamben, han hadde mæ se, va soleis beskaffa, at neer ’n kjæmdø se mæ o, saa vart Haarø so dæ vore taa Gull. Detta haddø ei taa Kungsdøtto faat se’tt ein Dag, aa ho truddø plænt, at ’n inkji va nokon almindøle Fyr. No kom Kungen der i Engøland i Kri mæ Prøise aa der skuldø dei ut aa kri, saa mange so vøro gote. Denne Gut’n ha no væl sløppø, men han ba um at’ n maattø faa Løv aa fylji mæ, aa dæ fæk’n. Dei skaffa o daa ’n Hest, aa eit rusta Svær, aa stæltø ’n ivægen me hino Riandø. Aa jau, Gut’n rei Hest’n uti ei blautø Myr, saa ’n søk ni rat upunde Øiro, aa dæ lo’o hine aat aa inkji vildø hjølpø o up at. Men daa dei vøro reiste førbi, saa fæk nok Gut’n uppat Hest’n sjøl han maaveta,
