paa likøsaa, aa endøle tre fornæmme Klæninga samaleis den einø sinar ell hin, (den einø va saa finø so Sole, den aro so Maanin aa den trea, so Sjærnud’n.
No kunna den kvitø Hest’n tale, aa han sa dæ ve ’n: No ska du snøggø de, aa ta den førnemstø Gullsal’n aa dæ fornemstø Gullbeislø, aa lægji paa me; ta saa den førnemstø Klæningen, aa dæ førnemstø Sværø aa bultø ihop, ta saa ein Gulkamb, so liggø i Glasse aa stik ni Lumma di, aa ta saa hine tvo Klæningad’n aa dæ du ha fønne i hino Kammørso, aa sæt de saa paa me, aa lat uss saa sjile plænt skund’ uss, før kjæmø Trøllø no ovør uss, saa slær ’n uss ihæl baae tvo. Aa saa bar dæ ivægen, saa Gut’n vistø ’kji anna ell And’n skuld gaa or o; dei reistø tre firø Miil i Tima. Hest’n spordø daa Gut’n: seer du noko kjæmø ette uss? Jau e seer dæ kjæmø eit stort fælt Trøl, aa saa høire e sli fælø Duur, at dæ æ mæst likøso ein Torøslaat. Ja, sa Hest’n, neer’n no kjæmø saa nemmø, at’n vil gripø de, saa ska du kastø Spasserstøkken at ovør de, saa bli dæ trast ein storø Skog imyljo uss; aa dæ gjordø Gut’n. Aa trast varst dæ ein saa storø Skog; at ingjin haddo seet sli Skog før, aa der varst Trøllø verand i langø Ti: Han braska aa ’n braut se fram aa fram; men mea komo desse tvo langt undaa o. Men paa Slutnan va ’n komin dei saa nemmø mæ sino try Huvvu, attø dei saago Klysssputør’n’ sto or øllo tryaa Kjafto paa o. Ja, no gripø’n me, sa Gut’n! Jasaa, ta ’no Vasflæska, sa Hest’n, aa kastø hona at ovør vingstrø Øxle di; dæ gjord’n, aa dæmæsaa vart dæ eit stort Hav imyljo dei daa, aa der varst Trøllø ligjand aa svæmja i dei Have, saa dæ va sli Vassputør at dei saago den manga Mile; men te Slut va Trøllø gote aa svæmja ovør, aa daa kom’n ette dei, saa dæ vart ein saa fælø Duur, at Jore skølv unde dei; aa daa ’n kom dei saa nemmø, attø dei saago ’n, daa va ’n saa svartø aa fæls taa Sinne, at Gut’n vart ret heilbang’in, aa sa ve
