skuld seia; aa trast ’n kom ind, saa sa Præst’n: „der kjæmø den arø“ (aa meintø, saa før æ sagt, arø Dagen, aa at ’n no haddø atte bærø ein Dag aa leva) Drengen meinte arø Tjuven, aa kom saaleis aa førtældø hine tvo, jat vissøle veit ’n at me ha støle Klenodiø; dæ æ nøk best, me førlikø ’n elldaa bli me hængde alle tre. Ja, dæ kjæms an paa, sa, den trea Drengen, ko ’n seia ve me imørgo, me vilja no biø te dess. Aa jau, saasnart ’n kom ind mæ Mate, saa sa Præst’n: „der kjæmø den trea“ (aa meintø trea Dagen, aa at ’n no skuldø hængjast.) Drengen, so meintø trea Tjuven, ba dei arø tvo koma ind, aa saa uppødaga dei, at dei haddø støle dæ, aa bøo Præste baadø Gull aa Sylv, ess ’n vildø tia mæ dei, før me skjønø dæ, sa dei, at du veit dæ. Præst’n varst no saa glaø, so Fuggøl’n o ljøse Dagen, aa du kan tru, han læst se saa at ’n vistø dæ. Han tok daa imot alt ’n fæk mæ Gull aa Sylv, aa onnor Herleheit, aa saa ba ’n dei koma mæ Klenodie at’n skuld faae sjaa dæ. No va dæ taa Gull, men ganske lite.
Præst’n sa daa ve dei: de sko ta da, aa ballø dæ ind i en Grautøbete aa gjeva støsto Galta dæ; aa neer daa Kungen spørø me, kæm so ha taka dæ, saa ska e seia, at Kungen ska leta slagtø støstø Galtin han har, saa finst dæ i hono, aa saa bli de fri. Glae skjiltis dei aat alle firø, aa dei gjordø saa, so Præst’n sa. Kungen let daa Præst’n hentø, aa spørdø ’n: Kæm so haddø take Klenodiø? Præst’n sa daa, at Kungen skuldø leta slagtø den støstø Galtin, han haddø paa sin Gar: for i hono finst dæ. Kungen vart reint forundra ovor sli Viisdom; taa dæ fanst i Galta, saa snart dei haddø øfna ’n up. Ro vart Præst’n fri. Kungen ga o mangfoldigt Gull aa Sylv aa onnor dyrøbarø Varø. Aa daa dæ paa sama Ti va eit stort Præstøkall ledigt, saa ba Præst’n um at ’n maattø faae dæ, aa dæ indvilga Kungen; men daa no Præst’n vistø at’ n ingjin Ting kunna sjøl, saa leigdø ’n se ein vælstuddertø Kappellan,
