Kungsgare te o, han vildø tala ve ’n. Præst’n vart forskræktø, aa tænktø ve se sjøl: Han vil vist seta me aav, før at e inkji kan noko; men dæ va nøk inkji dæ, han vildø. Kungen haddø mist eit Klenodie, so haddø vorte støle ifraa o, aa dæmæsaa had’n høirt jete, at denne Præst’n va saa klokø, at ’n kunna veta meir ell alle are, aa altsaa truddø’n, at ’n oksaa kunna veta, kæm so haddø stole Klenodiø. Daa’n kom, saa fortældø Kungen, at ’n haddø mist eit dyrøbart Klenodie: aa no ha e høirt jete, at du ska væra saa klokø; aa kan du no seia me, kæm so ha stole dæ, saa ska du for dæ fyste faae ei storø Beløning, aa sia ska du faae dæ bæstø Præstøkal, so finst i mit Kungerikji; men kan dit ’kji seia me dæ, saa ska du missø dit Liv. Aa no ska du faae tre Daga te betenkji de paa. Detta va ’n harø Afkort, kan du tru. No vart ’n inpyttø i eit Huus aleinø.
No haddø Kungen tryaa Drængji, aa dei vørto befalte te aa parssø ’n kor sin Dag, aa telikø aa bera Mat te o. Præst’n, so no inkji vistø ei Grand um dette, truddø no plænt, at ’n skuldø missø Livø um tre Daga; men no sko me høirø, at dæ gjek bærø ell ’n meintø. Desse tryaa Drængjid’n aat Kungen, dei haddø vørte einigne um aa stela Klenodiø, aa no vøro dei likøsaa bedrøva so Præst’n, aa truddø, at neer no han seia, at me ha støle dæ, saa bli me sikkørt hængdø um tre Daga. Dei ovørla daa mæ in’an, at den, so bar Mat te o fystø Dagen, skuldø lægji nøiø Mærkji te ko ’n tala, aa dæ sama skuldø den gjera, so bar Mat te o arø aa trea Dagen.
Trast ’n kom ind den, so bar Mat fystø Dagen, saa sa Præst’n: „Der kjæmø den fyste,“ (aa meintø fystø Dagen, aa att ’n no haddø at bærø tvo Daga aa leva) Drengen derimot meintø: Der kjæmø fyste Tjuven. Aa detta førtæld ’n ve hine, aa derfør saa vørto dei meir aa meir bedrøva. Arø Dagen, saa skuldø ein a’n Dreng bæra Mat te Præst’n, saa bøo dei, han skuldø lyø ette ko ’n
