nils, um kost da bli mæ uss paa Slutnan. Me faa tru’n bli bra mæ Ti’n o. s. v. Trea Syndan saa vart dæ Messø at, aa daa kom dæ endaa meirø Folk, før aa høirø denna nyø Præst’n, før daa rygtast dæ, at dæ skuldø bli fælt te gjildø Præst taa o. Han kom daa aat Kjyrkjun te sædvanle Ti; men mæ Veka va, saa had’n faa’t noko te, aa bringe tryaa store Steina uppaa Kjyrkjitakø, aa saa had’n hæfta ein Taum i kor taa dei Steino soleis, at Endin paa Taumo naaddø ni Prædikstol’n. Sosnart’n begjyntø, saa sa’n dæ: Dær ska i Dag bli’ tre sværø Jorskjælv, saa at Kjyrkja vil koma te aa rystast betydøle. Æ dæ no nokon, so har nokor Misgjærning paa se, saa æ dæ best’n førføie se ut or Kjyrkjun, eldaa kunnø me bli knuste alle ihop. Aa mædisama saa dro ’n i einø Taumøn, aa trast begjyntø einø Stein uppaa Take, te aa rullø, saa at Kjyrkja ristist. Følkø vørtø førskræktø, aa dei, so tveltø før, at dei haddø Misgjærninga paa se, dei toko te aa draga se aat Dør’n. No drog’n i arø Taumøn, aa den Stein va størrø, aa daa han begjyntø te aa rullø, daa vart dæ sli Duur, at Følkø vørto reint forskræktø; aa dei so tveltø for sina Misgjærninga, dei satte paa Døre. Ja, mine Tilhøirera! sa Præst’n, det værsto æ endno attø. Dein trea Ristilsen æ atte, aa den so ’kji æ starkø i Tru’n, han maae seta paa Døre. Aa dama nuppa’n stærkt i trea Taumøn, aa den Stein va støst, aa daa han to te aa ramla uppaa Take, daa ristast Kjyrkja, saa at Alle vørt saa førfælde, at dei sættø paa Døre kor ein. Aa ifraa den Ti, vart’n utrostø før den klokastø Præst’n, so kunna finnast, ja dei haddø tismeir den Trne um’n, at nor’n kunna veta fereaat um den Jorkjølt’n, so skuldø bli tre Gønge etteinan, saa veit han vist baadø ko me tænkji aa gjera. Dei yngstø daa, at dei maattø faa behaldø’n rae. Han vart navngjetin baade vidt aa breit, tesidst saa kom dæ rat før Kungen, at’n va saa klokø, at Ingjin Ting va dylt for o. Kungen sendø daa eit Brev te o, at’n trast skuldø koma aat
