sino ell Prækun, men saa had’n inkji noko, maaveta, dæmæ sa’n dæ:
„Dei Ord, mine Tilhøirara! so de i Dag skuldø faa’t høirt, foer i Hunde-R..., men kome atte ein an Syndag, saa sko de faae ei onor R.. aa tute i; aa dermæ saa æ dæ nok for i Dag.“
Altførmykjy otefreds vart no Ølmugin mæ desse Prækun, kan du tru; men saa tænktø dei no saa: Han bli no væl bærø, aa esse’n inkji dæ, saa sko me snart seta’n aav. Fystø Synda’n ette daa, saa skuldø dæ no bli’ Kjyrkitenist attaa; daa samlæst dæ endaa meirø Følk; taa dei vøro nysgjærigne før aa høirø denne nyø Præst’n, so dei haddø hørt skuldø væra saa undøle te aa prædikø. Aa jau Tie kom no, at’n skuldø gaae aat Kjyrkjun, aa Følk va dæ, sligt so fæk Rum ini Kjyrkjun. Præst’n kom, aa strauk rat paa Prædik’stol’n. Der sto’n ei goø Stund, aa inkji sa ei Grand. Endøle saa reiv’n ti se Ljø aa roftø: Høire Du, gamlø Bukkøberit, ki sitø Du saa langt atti Kjyrkjun? „Aa e ha saa sunde Sko Faer,“ sa o. Aa Du kunna ta de eit gamalt Purkøskind aa gjera de nye Sko taa, saa kunna Du koma likøso langt fram i Kjyrkja Du, so dei arø Danøkvinno. Før vierø, saa maa de betænkji dikkon allesamme ko Veji de gaae paa: Før e seer, nær de koma te Kjyrky, saa kjæmø de sumle synnate, aa sumle norate; aa dæ samma æ dæ, neer de reisø ifraa Kjyrkun attø, saa rennø de sumle søte, aa sumle norte; men de stansø væl, daa spørs dæ, kor dæ bli taa Dikkan. Ja, kæm veit, kor dæ bli’ taa uss øllo. E har aa lyso up, um ei svartø Mær, so æ burtø før gamlø Præste. Ho har Hovskjæg aa Hængjimu’n aa meirø sligt, so ’kji e vil nævnø her paa dette Ste. Detta va daa Ølmugin paa’n Maate førnøigde mæ, aa sa ve ina’n: Han tala daa um, ko Veji me gaa paa, aa ventøle meint’n no attø me gaa ant’n paa den breiø ell den trøngø Væg; aa at’n lystø up um denna Mærre aat gamlø Præste, daa gjord’n eit herle Lik-
