Følk, aa deriblandt oksaa mange Præsta. Saa vart’n forundra paa dæ, at Følko toko taa se Huva for Præsto, aa dæmæso tænktø’n ve se sjøl: E vildø ynskjy, at e oksaa vøre Præst, saa take Følkø taa se Huva før me mæ. Han tok daa dei Pæingad’n, han haddø faat før Køllassø, aa kjøftø se ein Præstøkjol aa ein Præstøkrage aa klæddo paa se; fæk se saa ein Akarslee ista’n før Kølslein, aa kjørdø ikring By’n, aa kor’n kom, saa toko dei taa se Huva før o, aa dæ tyktø han va gjildt. No va dæ eistakn ein gamalø Præst, so laag tesengs, aa han vildø ha se ein Kappølan; dæ vistø denne um, aa bega se te hono, aa der vart’n trast antakin; men no va’n inkji studdertø, maaveta. Den fystø Syndag, ette at han va komin der, saa skuld’n aat Kjyrkjun aa lesa up Kalsbrevø sit: at’n va der ansættø so Huuskappølan. Syndagsmorgon fæk han daa Brævø hjaa gamlø Præste; men saa skuldø denne stingø ni Gryta[1] te Bisk, aa saa to’n feilt; istan før aa ta eit Stykji Brø, saa had’n taka Brevø mæ di sama aa balla ini Kliningen, aa daa’n daa kjendø dæ vart seigt aa tygjy paa, saa ga’n Hunde heilø Kliningen, aa han aat’n up. No had’n inkji aa reisø aat Kjyrkjun mæ, aa vistø ’kji kost’n skuldø laga se; ha’n kunna faat rymt, saa ha’n gjednø gjort dæ. Men endøle saa tænktø’n ve se sjøl: e ska væl eit finnø paa. No to’ dæ te aa liø te dei Ti’n, at Præst’n skuddø aat Kjyrkjun, aa mykji Følk va dæ førsamla, saa vildø høirø dein nyø Præst’n. Han laut daa i Vægen. Saa reistø’n paa Prædikstol’n trast, (før han sa dei dæ, daa’n kom ini Kjyrkja: Dæ æ ’kji min Viis aa mæssø før Altare.) Der begyntø’n aa mynstrø se saa te, at alle tænktø: Detta æ vist fæ te gjildø Præst. Men daa dæ bar te, saa vart dæ ’kji saa herle heldan. Han greip da ni Lumma likøso ette Kalsbreve
- ↑ I Valders er det Skik, at Folkene især Søndagsmorgen dypper Fladbrød i Kjødgryden og spiser det til Frokost (Bisk).
