(før no va ’n rikø nøk te aa kunnø belønnø ’n) aa sjøl
levd ’n i Ro, aa i Herleheit alle sine Daga: aa um dei
inkji elska ’n saa frygta dei for o; taa dei truddø alle, at’n
va den klokastø Theologør, so kunna finnast paa Jor’n.
Ei Gong va dæ ein Man aa ei Kjæring, so buddø i ein Skog, saa langt afsiis ifraa Følk, at Skogen va fleira Mile storø aa saa kjukkø, at dei saago ingjistane; aa dær haddø dei nok levt væl før; men no toko dei te aa vørto gamle: Kjeringa va ovør tressønstjuø Aar, aa Man va mæst likø saa gamalø, aa inkji haddø dei Bødn. No toko dei te, aa liø sli Mangel te Mat, at dei vildø reint svæltø ihæl. Ma’n skuldø daa ut ein Mørgo aa prøvø um ’n kunna finnø Almøbørk, (den turka dei, aa gnuddø ’n sund te Mjøl) der komm ’n aat eit Bærg, der sprang dæ up ei Dør, aa trast kom dæ ut eit Bærgatrøl, so haddø try Huvvu, aa spordø Ma’n: Ko’n gjek ette. Aa e gaaer aa leita ette Almøbørk: sa Ma’n, me vilja te aa svæltø ihæl, me ha ’kji Mat. Mat ska du faae sa Trøllø. Saa haddø Man ein Uxe, so ’n kjøyrdø paa. Bærgatrøllø læstø paa eit Lass, mæ alløslags Mat sligt, so Uxin va go te dra; men han maattø løva o, at ’n vildø faae dæ, so Kjæringe bar unde Belte: (Han truddø ho va fremmøle.) Aa Man, so vistø ho va før gamalø te di, han gjek rat in paa den Afkort’n. Daa Trøllø daa haddø læst paa Lassø, so balla dei ikring Lassø noko Grønbar, aa gjurdø aat mæ tvau Reip, at ’n inkji skuldø sæta burt noko. Daa Ma’n kom heimat, vart Kjæringe sintø før’n kom mæ eit Lass mæ Grønbar aa spordø: Ko
